Nyt projekt vil bane vej for lokalt iværksætteri med lokal kapital

Crowdfunding er en måde at rejse kapital på hvor alle kan bidrage – selv med mindre bidrag. Derfor er crowdfunding særlig velegnet til at mobilisere lokale kræfter og lokal kapital og dermed være med til at skabe vækst og arbejdspladser uden for de store byer.

En af de lokale virksomheder, som har haft succes med at crowdfunde sig til lånekapital og produkter, er iværksættervirksomheden Friisholm-Chokolade i Herslev i Midtsjælland. Chokoladeproducenten har gennemført en bemærkelsesværdig kampagne sammen med Herslev Bryghus og Coop Crowdfunding, hvor det gennem et stærkt lokalt netværk og gode kontakter til nærmiljøet lykkedes at rejse en million kroner på blot fire timer.

Dette blik for alternativ finansiering og lokalområdets ressourcer, håber politisk direktør i Dansk Industri Emil Fannikke Kiær, at mange mindre virksomheder vil lade sig inspirere af:

– »Løvens Hule« skal jo foregå alle steder i Danmark hver uge. Vi har brug for at få genskabt danskernes lyst til at starte nye virksomheder – ikke mindst ovenpå coronakrisen.  Med projektet her håber vi at kunne bruge den lokale idérigdom, handlekraft og opbakning til at rejse kapital til nye gode idéer, som kan skabe fremgang i alle egne af Danmark, siger han.

Sammen ønsker de tre projektpartnere at hjælpe udvalgte iværksættere og SMV’ere i landdistrikterne med at lave crowdfunding-kampagner, så de kan rejse kapital til at udvikle deres virksomhed. De erfaringer vil andre iværksættere fremover kunne trække på, idet projektet også vil udvikle et nyt crowdfunding læringsunivers, der vil gøre det lettere at realisere egne kampagner og idéer.

Og der er brug for at finde nye veje til at skabe vækst og arbejdspladser på landet. Landdistrikterne er nemlig ikke i samme grad som resten af landet kommet sig oven på finanskrisen. Tal fra Danmarks Statistik viser, at jo længere væk fra byen, jo færre nye firmaer stiftes dér (Store kommunale forskelle i iværksætteri, DST 2017).

Derfor er idéen med projektet at udnytte en stærk lokal opbakning til at skaffe kapital til nye iværksættere, forklarer formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard:

– Vi utrolig glade for at deltage i dette projekt. I landdistrikterne er der en lang tradition for at bakke op om lokale initiativer og tage ejerskab til lokal udvikling. Dén mentalitet ligger helt i tråd med crowdfunding. For investerer man i en lokal virksomhed, investerer man i et helt lokalområde. Dette lokale ejerskab er med til skabe arbejdspladser og udvikling, men også en positiv selvforståelse og et godt omdømme, der kan inspirere flere til at søge livet på landet, siger han.

Som finansieringsform er crowdfunding demokratisk, fordi alle kan bidrage med større eller mindre beløb til at gøre nye projekter og nye produkter til virkelighed. Og det kan især hjælpe iværksættere uden for de større byer, forklarer Peter Kofler, formand for Dansk Iværksætter Forening.

– Vi ved, at de gode idéer og virkelysten er til stede uden for byerne, men det kniber med at få nye virksomheder på benene. Vi ønsker med projektet at rette fokus på landdistrikternes styrker. Iværksætterne uden for de store byer har nemlig et helt unikt lokalt fællesskab omkring deres forretning, som også deler viljen om at lykkes med noget nyt. Her er crowdfunding det perfekte værktøj. Med vores projekt vil vi inspirere og stille værktøjer til rådighed, så flere idéer kan få lokal luft under vingerne uden for byerne, siger han.

Crowdfunding er ikke så udbredt i Danmark, og samtidig er der benspænd i lovgivningen, som begrænser brugen af det. Begge dele vil Landdistrikternes Fællesråd, Dansk Iværksætter Forening og Dansk Industri nu gøre op med. Derfor vil de praktiske erfaringer fra projektet blive fulgt op med en række policy-anbefalinger samt en konference på Christiansborg senere på året, hvor der sættes fokus på at fremme denne nye finansieringsmulighed, der kan sætte gang i den lokale vækst.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)