Farvestrålende fyrværkeri nytårsaften er flot men farligt at se på. Selv om antallet af nytårsskader er faldet, ifølge tal fra Topdanmark, så er nytåret stadig en farlig fest.
Selv om danskerne ifølge nye tal fra Topdanmark er blevet bedre til at undgå skader i nytåret, så gør fyrværkeriet stadig nytåret til en farlig fest. Det er ikke kun øjnene, der er i farezonen for at få skader i nytåret. Det er din bolig også.
Antallet af nytårsskader på ting og personer er ifølge tal fra Topdanmark faldet fra 225 i 2015 til 119 i 2017. Men der er stadig grund til at være påpasselig i nytåret: Hvert år melder skadestuerne om mange personskader – og især øjnene er udsatte.
”De fleste skader opstår i forbindelse med antændelse af fyrværkeri, enten fordi fyrværkeriet er defekt, eller fordi det ikke antændes og affyres korrekt. Det går typisk ud over fingre og øjne, men der kan sagtens ske ulykker, selvom det ikke er en selv, der fyrer af. Vi ser blandt andet skader, hvor personer bliver ramt i hovedet af pinde fra raketter, der falder til jorden,” siger skadechef Stefan Gravang fra Topdanmark.
Husk beskyttelsesbriller
Opfordringen er derfor, at du husker beskyttelsesbriller og holder sig på afstand, når andre fyrer af.
”De klassiske fyrværkeriråd som at være påpasselig – og ikke at gå tilbage til fuser – holder altså stadigvæk. Fyrværkeri er ikke blevet mindre farligt end tidligere,” siger han.
Festen kan slutte med et brag
Selvom det oftest er personskader, der fylder medierne efter nytår, er det ikke den eneste skadetype, som nytårsfesten kan medvirke til. Flere oplever desværre også at få skader på deres hus på grund af vildfarne raketter eller krudt fra romerlys, som fx antænder overdækkede terrasser.
”Vi har set eksempler på skader, som kun var kosmetiske, men vi har også set større brandskader. Derfor er det en god idé at være et stykke fra huset, når man skal fyre fyrværkeri af – og hav eventuelt en spand vand i nærheden, så man kan slukke en mindre brand,” siger Stefan Gravang fra Topdanmark.
Gode råd til en sikker nytårsaften:
- Husk sikkerhedsbriller – også selvom man bare kigger på
- Hold afstand til fyrværkeriet
- Hold børn på god afstand af fyrværkeri
- Sæt raketterne i en affyringsrampe godkendt til at affyre raketter
- Gå aldrig tilbage til en fuser
- Køb kun godkendt fyrværkeri og aldrig hjemmelavet fyrværkeri
- Gå så vidt muligt væk fra beboelse eller let antændelige områder, når der skal fyres af
- Hav en spand vand eller brandslukker parat i tilfælde af småantændelser
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)