Optiker: Halloween-udklædning kan skade synet

Louis Nielsen advarer om farvede kontaktlinser til halloween, som mange steder sælges uden nogen form for instruktion. Kontaktlinserne kan nemlig skade synet, hvis de ikke håndteres korrekt

I dag er det halloween, og igen i år bugner kostumebutikkerne med sjove udklædninger, parykker og hugtænder. Farvede kontaktlinser er også at finde blandt de mange udklædninger til den populære højtid. Kontaktlinserne findes med forskellige farver, figurer og mønste, og flere og flere butikker sælger kontaktlinserne, som for mange en tillokkende del af halloween-kostumet.

Sælges uden instruktion
Hos Louis Nielsen er Pernille Lindhardt Mikkelsen, klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen, dog bekymret over, at kontaktlinserne sælges via internettet online og i fysiske butikker uden nogen form for instruktion. Kontaktlinserne kan nemlig skade synet, hvis man ikke tager sin forholdsregler, og de bør slet ikke sælges uden en grundig instruktion, lyder det.

– Mange steder sælges kontaktlinserne uden nogen form for instruktion. Det er bekymrende, for korrekt brug af kontaktlinser kræver, at en optiker har undersøgt øjnene og sikret sig, at øjnene er friske og egnede til brug af kontaktlinser. Men det sker selvsagt ikke i de tilfælde, hvor man bestiller sine kontaktlinser online og får dem leveret på hjemmeadressen eller køber dem i fysiske butikker uden instruktion, fortæller hun og fortsætter.

– Det bekymrer mig, at børn og unge køber og bruger kontaktlinser uden at de har rådført sig med en optiker, der kan instruere i, hvordan de håndterer dem korrekt, fortæller Pernille Lindhardt Mikkelsen.

LÆS OGSÅ:  Kvinde anmeldte "hængt" person: Politiet fandt Halloween-dukke

Kan give permanente øjenskader
God hygiejne er vigtigt, når det kommer til håndteringen af kontaktlinser. Det erfarer man hos Louis Nielsen, hvor alle nye kontaktlinsekunder skal igennem en obligatorisk linseinstruktion.

– Hver ny kontaktlinsekunde får en grundig instruktion, hvor vi lærer dem at sætte kontaktlinserne i og holde en god hygiejne. Disse linseinstruktioner er obligariske, fordi det er meget vigtigt, at man, som ny kontaktlinsebruger, lærer at håndtere kontaktlinserne korrekt, fortæller Pernille Lindhardt Mikkelsen og fortsætter.

– Det er helt afgørende, at man sikrer god hygiejne og den rigtige teknik for at undgå sår, infektioner eller øvrige skader på øjet. I værste fald kan man få permanente øjenskader, hvis man håndterer sine kontaktlinser forkert, fortæller hun.

5 gode råd: Sådan håndterer du dine kontaktlinser
Pernille Lindhardt Mikkelsen giver fem gode råd til, hvordan du håndterer dine kontaktlinser. Hvad enten du ifører dig dem for første gang som en del af halloween-udklædningen eller bruger kontaktlinser til daglig.

– Vælger man alligevel at bruge kontaktlinser til halloween, er det vigtigt, at man følger vigtige forholdsregler for god hygiejne. På den måde sikrer man sig mod varige øjenskader, fortæller Pernille Lindhardt Mikkelsen.

Følg disse fem råd:

  1. Hvis du har købt kontaktlinser i en butik eller online, som ikke kommer med brugsanvisninger, så kontakt din optiker for korrekt brug
  2. Skyl aldrig dine kontaktlinser i postevand
  3. Vask altid hænder med sæbe inden du påfører og fjerner dine kontaktlinser
  4. Hvis du bruger månedslinser, så husk at rense dem grundigt efter producentens anvisning
  5. Sov aldrig med dine kontaktlinser medmindre du bruger døgnlinser
LÆS OGSÅ:  Sådan får du en uhyggeligt sikker halloween

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)