Det er en nyskabelse, at partier puljer deres mandater, som Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti på Københavns Rådhus har puljet deres otte mandater ved de netop overståede budgetforhandlinger.
En nyskabelse, der gjorde, at de andre partier ikke havde mulighed for at spille den blå blok ud. Det medførte store resultater, og partierne agter at forsætte den succesrige linje.
Før forhandlingerne krævede de otte mandater, at der skulle ske markante ændringer for de ældre og på socialområdet til gavn for københavnerne.
Ved forhandlingernes afslutning havde Konservative og DF fået gennemtrumfet det, som de havde sat sig for. Begge partier tilkendegiver, at det er et af de bedste resultater for disse to borgergrupper.
Jakob Næsager (C) udtaler, ”Vi er stolte over, at vi har hævet niveauet på socialområdet op til nærheden af niveauet på Frederiksberg. Det niveau vi tidligere havde i København, kunne vi ikke være bekendt.”
Finn Rudaizky (O) tilføjer, ”DF sagde, at vi ville sætte kraftig turbo på mange års forsømmelser for handicappede, udsatte og hjemløse. Desuden turbo på en markant forbedring for beboere på plejehjem. Begge dele lykkedes med et fantastisk resultat.”
Eksempler på noget af det, som den blå blok opnåede ved Budget 2021 er:
De ældre har fået knap 100 mio. kr., som bl.a. skal gå til:
- Plejehjemmene lukker ikke længere reelt ned kl. 15, når dagvagten går hjem
- Flere kulturaktiviteter på plejehjemmene
- Bedre mad til de ældre
Handicaprådet har længe skreget på et løft til de handicappede, udstødte og hjemløse. Socialområdet har nu fået et løft på 300 mio. kr., som konkret skal bruges til fx:
- Bedre boligforhold for de handicappede
- Mere personale på bostederne
- Mere praktisk hjælp, herunder hjælp til at komme til lægen og tandlægen
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)