P3-chefen Hindkjærs formgrebne målgruppe

Af Peter Andreas Fog, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet

 

Isabella Hindkjær, der tidligere har været redaktør for både VICE Danmark og ugebladet Femina, blev i april ny chef for Danmarks Radios P3. Hindkjær gjorde sig hurtigt bemærket i sin rolle for den statsbetalte mediemastodont, da hun mente at P3 skulle være aktivistisk. Det burde ellers ikke være kommet bag på nogen. “I et interview med LIXEN, der er skolebladet for SDU’s journaliststuderende, udtalte Isabella Hindkjær således i 2021, at hun ”vil skubbe til grænserne for journalistik” skrev Kontrast. Kontrast refererede videre hendes udtalelser til Clement Kjærsgaards Akkurat for et par måneder siden:

 

”Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden,” sagde Isabella Hindkjær.

 

Det fik prompte Clement Kjærsgaard til at spørge, om det også gælder for en skatteyderbetalt institution som DR og ikke kun et privat medie som Femina, som Isabella Hindkjær indtil for nylig har været chefredaktør på. Til det spørgsmål svarer Hindkjær utvetydigt ja og understreger, at P3 også skal være aktivistisk:

 

”Ja, det mener jeg. Tag for eksempel trivselskrisen for unges helbred. Der har P3 lige lanceret ’P3-missionen’, som handler om at tage det emne op på de unges præmisser, hvor det normalt er voksne, der taler hen over hovedet på de unge. Det er jo også en form for aktivisme.”

 

Det fik bestyrelsesmedlem for Danmarks Radio og tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, til at reagere, da hun så det som hendes “opgave at sikre, at DR overholder de lovbundne forpligtelser”. Og deri har hun helt ret.

 

Når der er tale om et statsmedie i en hyggelig velfærdssamfund, som Danmark, så er det ikke så interessant at minde om variationer over ideernes markedsplads, hvor de dårlige ideer bedst bekæmpes med de gode. Det skib er desværre sejlet med hele ideen om en statsejet mediemastodont, der som enhver anden offentlig institution kan, og derfor vil, blive erobret indefra. I stedet skal vi se på, hvem det er der, med svenskernes udtryk, påtager sig opgaven at bevare “debattens økologi”. Og det er nogen, der går til opgaven med en nærmest foruroligende begejstring.

 

Danmarks Radio har nemlig et formål, som fru Holm påpeger, og de ansatte, herunder også cheferne, en funktion at udfylde. Så det er foruroligende, når Hindkjær lufter ideen om at bruge sin del af mediemastodonten, eller “Danmarks største unge-fællesskab”, som Hindkjær insisterer på at kalde det, til at forfølge egne politiske dagsordner. “Vi er jo ikke bare en radio, vi er tv – det giver nogle ret fede muligheder” som hun formulerer det. Ja, det er det foruroligende.

 

De gamle grækere indsatte gerne en tyran, når de mente, der skulle ruskes mere op i tingene, end det syntes muligt inden for lovens rammer. De vidste selvfølgelig, at man aldrig skal give folk magt, hvis de er lidt for glade for magt, så øvelsen gik på at undgå en skiderik med falsk beskedenhed. Den øvelse fejlede i de fleste tilfælde, hvorfor Tyran er et negativt ord i dag.

 

Der er selvfølgelig intet, der tyder på, at Isabella Hindkjær er ‘en skiderik’ og heller intet, der tyder på at hun er beskeden. Men hun fremstår som et ureflekteret produkt af zeitgeist, som hun overfor Marie Loúise Toksvig og Sørine Gotfredsen forsvarede sine synspunkter i P1 programmet Tabloid. Det interview vender jeg tilbage til, for allerede, som redaktør for Femina, havde flere kommentatorer bemærket hendes politiserende tilgang, som et udtryk for tidens tendenser. Så lad os se, hvem Danmarks Radio har valgt at ansætte til at bestemme, hvad der er de store sandheder på Danmarks Radios P3 – “Danmarks største unge-fællesskab”.

 

Eva Agnethe Selsing skrev i 2020 om netop Hindkjærs tid som redaktør for Femina

 

Det, der er galt med damebladene, er nemlig en generel bekymrende tendens: en decideret anti-intellektuel bevægelse væk fra dedikationen til sandhed og længslen efter at forstå problemer i deres dybde og henimod gratis vertikale støttetilkendegivelser til de identitetsmæssigt mest profitable politiske enkeltsager. Form uden indhold. Image over sandhed.

 

“Hensigten er, at vores moderne bevidsthed skal være endimensionel.” skrev Michael Jalving i Jyllands-Posten: “[N]øgtern journalistik skal afløses af idelogisk hjernevask »for at ændre verden«” og han fortsatte: “I stedet for sprog har vi fået sprogpolitik. I stedet for redaktører har vi fået censorer, og sidste mand, kvinde, hen, queer eller trans lukker og slukker.”

 

“Den, der vil frem, skriver ikke til læseren, men til ansættelsesudvalgene” bemærkede historikeren Christian Egander Skov: “Produktet på markedet er ikke journalistik, men journalister – og redaktører. Det handler om at have den rette ånd. Det har Hindkjær.” Så lad os således inducerede vende tilbage til interviewet i Tabloid og danne vores eget indtryk af Hindkjærs ånd, når hun vil tale om de store sandheder for de unge.

 

En af de store sandheder er selvfølgelig klimaet, “det er ret videnskabeligt veldokumenteret. Udfordringen med klimakrisen, den er reel”.

 

…noget af det jeg faktisk også bruger en del tid på i den pågældende udsendelse [med Clement Kjærsgaard] vi snakker om nu, det er at snakke om betydningen af nuancer og kontekst og proportioner. Det synes jeg er vanvittigt vigtigt, for eksempel når vi går ind og skal dække en stor strukturel og ekstremt kompliceret tilstand som nu de klimaudfordringer vi står overfor. Det stiller krav til os, som medier.

 

Og det jeg bare siger, det er at selvfølgelig er alsidighed godt, selvfølgelig skal vi have mange forskellige synspunkter i spil, men det er ikke nok, bare at holde mikrofonen for modsatrettede synspunkter. Vi skal meget mere. For eksempel nuancer, proportioner og kontekst.

 

Og det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på historie-forelæsningen, men når det handler om demokrati, der må vi jo også sige, at vi har jo en opgave på P3, som handler om, at vi skal skabe en fælles samtale. Vi skal være et samlingspunkt. Vores målgruppe er de unge. Vi skal kunne samle dem omkring nogle samtaler, som også er med til at styrke sammenhængskraften.

 

Uanset om “nuancer og kontekst og proportioner” er henvendt til lytteren eller ansættelsesudvalget, er det en sprogfigur Hindkær demonstrerer en forkærlighed for. Hun er også glad for “formgreb, som har til hensigt at engagere vores målgruppe” og “lave journalistik med de unges perspektiv for øje og også på de unges præmisser.” for hun vil “gerne starte en samtale, hvor vi hiver rigtig mange til bordet, alle de aktører, der skal til for at vi kan have en fælles samtale”, da “P3 skal også nogle gange være det fælles samlingspunkt hvor vi kan facilitere nogle, både de nødvendige, de vigtige, også de sjove samtaler på tværs af alle de forskelligheder, der også definerer de unge i dag”.

 

Og selvom klimaet er “ekstremt kompliceret”, er der ingen tvivl om klimakrisen. Det var der heller ikke på Cop 15 i Bella Center i København, da Connie Hedegaard fra talerstolen slog fast, at den videnskabelige debat var ovre, nu var det tid til at handle. Vi havde kun 10 år inden det var for sent, dengang for 14 år siden. Det havde vi også da James Hansen vidnede for den amerikanske kongres i 1988 og knæsatte Klimapanelets alarmerende forudsigelse: Inden det 20. århundredes udløb ville det være for sent at undgå en global katastrofe, hvis ikke vi drastisk havde skåret ned i udledningen af CO2. I 35 år, mere end en klimaperiode sjovt nok, har vi haft 10 år igen, mere sikre kan vi ikke være.

 

Fra 35 års værdsat respit går vi videre til en af de andre store sandheder, nemlig demokratiet

 

Man kan for eksempel nævne sådan noget som demokrati, det er super vigtigt at vi bruger vores stemme aktivt for at sikre det her demokrati. Det er jo også årsagen til at, for eksempel da der var valg, at P3 lejer en partybus og samler unge førstegangsvælgere op og så kører vi dem ned og brevstemme. Der siger vi jo, at der vil vi gerne være med til at stå på mål for og bakke op om.

 

Der er vel ikke meget, der understreger, hvor super vigtigt ‘det her demokrati’ er, som en partybus med førstegangsvælgere. “Vi holder ikke med nogen på P3, det skulle da lige være demokratiet” Siger Hindkjær, men det er ikke helt tydeligt, hvad Hindkær forstår ved demokratiet eller noget som helst andet, for hun synes at være så glad for positivt ladede ord, at hun ikke ænser, når hun modsiger sig selv – eller ikke vil ‘acceptere modsætningsforhold’, som hun udtrykker det

 

Helt grundlæggende vil jeg sige at uanset, hvad vi dækker, så står vores journalistiske dækning på P3 på principperne om fairness – derudover laver vi kritisk journalistik og vi laver alsidig journalistik. Men vi gør også mere end det. For eksempel at vi anvender formgreb, som har til hensigt at engagere vores målgruppe.

 

Kritisk journalistik er undersøgende og forudsætningen for at pressen kan optræde som den fjerde statsmagt. Men hvis man anvender ‘formgreb for at engagere’, undersøger man ikke længere, så har man et mål, for man tror man allerede kender de store sandheder. Så når Hindkær ikke vil “bruge en hel masse krudt på at opsøge kilder, der ønsker at betvivle fakta og holde dem op overfor noget der er videnskabeligt forholdsvis veldokumenteret og så sige, at så er der balance i tingene.” forekommer hendes kritiske journalistik, at være kritik af dissens.

 

Vi ikke så meget om, hvorfor hun mener at det her demokrati er så super vigtigt, at det kan antages at være en af de store sandheder. Men “med alle de virkemidler og formgreb, men også de muligheder vi har ved at udnytte alle de digitale vi er til stede på” er “en samtale, hvor vi hiver rigtig mange til bordet”. Når nu de store sandheder allerede kendes, forekommer en sådan demokratisk samtale kun at kunne handle om ‘en stor sandhed’ er “super vigtig” eller “vanvittig vigtig”.

 

Det, må vi forstå, skal være P3s metode til at “skabe sammenhængskraft” for “Danmarks største unge-fællesskab”. Et fællesskab Hindkjær selv definerer som værende mellem 15 og 31 år, altså omfattende både børn og dem, der har børn – dem med skærmtid og dem med rudekuverter. Og dette store ‘unge-fællesskab’, er, formaner hun, hverken en ”homogen”, eller for den sags skyld “meget ensartet” gruppe, “Det er det jo overhovedet ikke”. Men det er dog en målgruppe, en målgruppe på hvem, der er anvendt ‘formgreb for at engagere’, medie mastodonten Danmarks Radio kører i partybus ned at brevstemme, på nogle partier, der adskiller sig ved, hvor alvorligt de tager de store sandheder.

Hindkær har med “en række ledere på P3, redaktionsledere og derudover også nogle redaktører” knap hundrede ansatte under sig. Sådan er det bare, staten tager dine penge og bruger dem imod dig. Da Elon Musk for et par måneder siden overtog det sociale medie Twitter, skilte han sig af med 80% af medarbejderne. “Det viste sig,” forklarede han den konservative TV vært Tucker Carlson, “at når man ikke forsøger at drive en glorificeret aktivistisk virksomhed og man ikke er så interesseret i at censurere, at man virkeligt kan klare sig uden en masse mennesker”.