Påvirket bilist fundet af hundepatrulje

– Sydmotorvejen, Køge

Kl. 22.15 torsdag  skete et solouheld på Sydmotorvejen i nordgående retning ved Køge. En bilist påkørte af ukendte årsager autoværnet, så bilen fik smadret fronten og stoppede i nødsporet. Politi og redning kørte til uheldsstedet, men fandt ingen fører ved bilen.

En hundepatrulje blev sendt til stede for at se, om nogen personer fra bilen var gået fra stedet og måske kunne være i nød. Hundepatruljen gik spor fra bilen og hen til skovstykke, som lå omkring 400 meter fra uheldsstedet. Her var der bid, for i skovbunden lå en uskadt 53-årig mand fra Nykøbing Falster, der lå og gemte sig.

Og med god grund, da det viste sig, at han både var påvirket af spiritus og narko. Han erkendte at have været med i bilen, men nægtede at have ført den. Politiet mistænkte, at han havde været fører af bilen. Så han blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Politiet optog rapport om uheldet og undersøger nu sagen, for at afklare, om der var andre personer med i bilen. Den 53-årige vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)