Pas på dine ting i julen – og hjælp også naboen

De seneste tre år er antallet af juleindbrud her i politikredsen faldet markant. Vi kan alle være med til at gøre tyvenes vilkår endnu sværere ved at sikre vores eget hjem og hjælpe hinanden.

Julen venter lige om hjørnet. Med al den hygge, pynt og dejlig mad, der plejer at følge med. Det er også tiden, hvor mange har ferie og tager væk hjemmefra – og efterlader en tom bolig.

 

De seneste tre år har der her i politikredsen været et fald i antallet af borgere, som er blevet ramt af juleindbrud. Juleindbrud er en opgørelse over indbrud i private hjem, som er anmeldt i perioden fra den 15. december til og med 2. januar.

 

I 2018 var juleindbrudstallet for Syd- og Sønderjyllands Politikreds 150, og de efterfølgende år faldt det til 134, 49 og 40 – for at komme helt ned på 33 juleindbrud i 2022.

 

Det er en tendens, Syd- og Sønderjyllands Politi ser på med glæde:

 

”Vi er utrolig tilfredse med det markante fald hen over jul og nytår. Når indbrudstallene falder i juletiden, er det tegn på, at både politi og borgere gør, hvad de kan. Borgerne forebygger ved blandt andet at sørge for, at deres huse ser beboelige ud, så tyvene holder sig væk”, siger vicepolitiinspektør Jacob Rindom fra Syd- og Sønderjyllands Politis forebyggelsessektion.

 

Juleferie og besøg hos familie og venner efterlader godt nok en tom bolig – men det behøver indbrudstyven netop ikke at vide:

 

”Det vigtigste råd er at sørge for, at dit hus ser beboeligt ud. Hav en bil i carporten, brug tænd-sluk-ure på lamperne, tøm postkassen og få kørt skraldespanden ind på plads. Det er alt sammen med til at signalere, at her er der folk hjemme”, opfordrer vicepolitiinspektør Jacob Rindom.

 

Inden man skal af sted i julen, er det også en god ide at se, hvad man har liggende fremme. Fjern iPad’en, hvis den ligger i vindueskarmen.

 

På den måde kan man forebygge indbrud i sit eget hjem, men der er også god grund til at samarbejde på vejen og i området:

 

”Når vi hjælper hinanden, har det en stor effekt. Vi kan se på indbrudstallene, at det formaliserede samarbejde Nabohjælp virker. Det er dokumenteret, at det sænker antallet af indbrud med cirka 20 procent. Derfor anbefaler vi alle at downloade og bruge app’en aktivt”, siger Jacob Rindom.

 

Nabohjælp-app’en er gratis at downloade. Man registrerer sig og sætter den op i løbet af få minutter, og herefter er man med og kan via sin telefon blandt andet advare andre, hvis man spotter noget mistænkeligt i nabolaget.

 

”Med politiets indsats, med Nabohjælp og mange huse, der ser ud som om, folk er hjemme, så håber vi, at julen 2023 bliver endnu et år, hvor antallet af juleindbrud er på et lavt niveau”, siger Jacob Rindom.

 

 

Fakta:

Gode råd til dig, der bliver hjemme i julen

Aftal med naboerne, at du kigger efter deres hus og holder øje med kvarteret, mens de er væk. Brug Nabohjælp-appen som et nyttigt værktøj.

 

Sørg for, at affaldscontaineren er kørt på plads, efter den er tømt, og at postkassen også er tømt.

 

Møder du nogen, du ikke kender, i kvarteret, så sig ”hej” og spørg, hvem de søger, og om de har brug for hjælp. En tyvs største frygt er at blive genkendt, så derfor bryder vedkommende sig ikke om at blive kontaktet.

 

 

Gode råd til dig, der er udrejst i julen

Lad være med at fortælle om ferieplanerne på Facebook, læg ikke et foto af den eksotiske frokost på Instragram, og fortæl ikke på Linkedin, at du snart tager væk fra kolleger og forretningsforbindelser. Vent med at dele ferieminder, til du er kommet hjem. Tyven læser måske også med.

 

Er det nemt for en tyv at spotte, om det kan betale sig at begå indbrud i dit hjem? Har du en iPad liggende på sofabordet eller andre værdifulde genstande liggende fremme i stuen, frister du svage sjæle. Kig på din stue udefra og se det samme, som tyven ser. Gør det til en vane at gemme værdierne væk, når du tager hjemmefra.

 

Gør hjemmet beboeligt at se på. Med tænd-sluk ure på lamper, tænd kunstige levende lys og hav en bil i indkørslen.

 

Husk at låse redskabsskuret eller garagen af, så tingene ikke ender i hånden på en tyv, der bruger en skruetrækker eller en spade til at brække din terrassedør eller dit vindue op med.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)