Pas på gnaverne: Hver fjerde har haft problemer med skadedyr

Rotter, mus eller måske en mår. Skadedyr kommer i mange størrelser, og desværre oplever mange danskere, at ubudne gæster forstyrrer husfreden. Hver fjerde dansker har haft problemer med skadedyr inden for de seneste fem år, viser en ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige og EBAS, der er en del af NRGi-koncernen.

Rotter der trænger ind gennem kloaksystemet, mus der ødelægger el-installationer og skadedyr, der ødelægger gulv og bærende konstruktioner. Skadedyr kan komme i mange forskellige formerog give os forskellige problemer, men én ting har de tilfælles: De laver mange skader i danske hjem.

Heldigvis er mere end halvdelen af danskerne opmærksomme på, hvordan de undgår skadedyr i og omkring deres boliger, og det er både godt og vigtigt ifølge skadedirektør i Gjensidige, Henrik Sagild:

”Skader forårsaget af selv de mindste skadedyr kan være komplekse og omfangsrige, og små gnavere kan komme ind i boligens mest sårbare steder. Det betyder også, at fokus på forebyggelse og en generel opmærksomhed på skadedyr er ekstremt vigtigt. Det er især om vinteren, at det er vigtigt, for her ser vi mange skader, der skyldes skadedyr,” siger Henrik Sagild fra Gjensidige.

Men det er også vigtigt, at man ved, hvor man skal henvende sig, hvis man får skadedyr. For hvis man fx ser en rotte på sin grund, skal man hurtigst muligt kontakte kommunen, så de kan sætte rottefælder op. På denne måde kan man undgå de værste skader.

Sådan undgår du skadedyrenes hærgen

Vil man problemet med skadedyrene til livs, er det klart en fordel at forebygge. Er de først kommet ind, har problemet ofte vokset sig stort, og der vil allerede være betydelige skader.

Mens mus kommer ind via små huller og sprækker og kan gnave i relativt blødt materiale, er rotten mere hårdfør. Faktisk kan den tygge sig igennem næsten alt, undtagen stål. Måren holder sig for det meste på loftet, men kan også tygge i isolering og ledninger.

”Det bedste du kan gøre, er at gøre det svært for dyrene at komme ind i boligen. Rotter kommer ind via kloakken, men i nogle tilfælde er der også såkaldte strejfere, der kommer ind udefra enkeltvis. Rotter er klart hovedfjenden, da de forårsager størst skade, formerer sig hurtigst, og udgør den største sundhedsrisiko, forklarer Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig hos EBAS.

Bo Halm påpeger, at man først og fremmest bør lukke alle åbenlyse huller og sprækker. Selv huller på størrelse med en kuglepen er i teorien nok til de små gnavere. Som en ekstra sikkerhed, er det en fordel at få sat fuglenet op ved både tagrender og fx i forbindelse mellem to bygninger eller på husets sekundære bygninger, som carport, garage og skur.

Dernæst bør man sikre sig, at alle afløb er tætte og fungerer, som de skal. Er man i tvivl, bør man kontakte en fagmand. Endelig kan man få opsat en såkaldt rottespærre, der findes i mange udgaver. I nybyg er de standard, mens de skal eftermonteres i ældre huse.

Fjern lokkemaden

Hensigten er god, og det virker idyllisk at stå med en kop kaffe og betragte sin have, mens fuglene spiser af fuglebolde og fuglebrætter. Lige indtil den første rotte kravler op og spiser med.

”Man bør sikre sig, at affaldsspande er lukkede, og at der ikke ligger madrester tilgængeligt noget sted uden for. Det gælder også klapvogne og barnevogne med kiksrester, for rotter og mus vil også meget gerne have en bid af kagen, og de er ikke kræsne,” forsikrer Bo Halm.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige og NRGi i december 2020 blandt 1506 repræsentativt udvalgte danskere.

Har du oplevet noget af følgende inden for de seneste fem år?
Problemer med nedbrud eller svigt af kloaksystemer og deraf følgende indtrængen af skadedyr, fx rotter 4%
Tilstedeværelse af skadedyr i din hulmur, fx rotter, mus, mår eller andet 8%
Tilstedeværelse af skadedyr under dit gulv, i den bærende konstruktion eller krybekælder i form af fx rotter, mus, mår eller andet 6%
Manglende vedligehold af din bolig har medført problemer med ubudne gæster i form af fx rotter, mus, mår eller andet 2%
Fundet efterladenskaber efter skadedyr i din bolig, fx ekskrementer eller andet 7%
Andre problemer med skadedyr udover ovenstående 11%
Ingen af ovenstående 69%
Ved ikke 4%
Har du særlig opmærksomhed på at undgå skadedyr, fx låg over din skraldespand, tætning af fuger og huller i murværk, opsat rottespærre eller lignende?
Ja 54%
Nej 38%
Ved ikke 8%
Har du oplevet noget af følgende i din nuværende eller tidligere bolig inden for de seneste fem år?
Frostsprængninger af synlige eller skjulte vandrør 1%
Frostsprængninger/revner i murværket i forbindelse med vinter 3%
Indfygning af sne/nedsivning af vand i din tagbelægning 5%
Problemer med at varme din bolig op i forbindelse med vinteren 13%
Trækgener i din bolig, som er særlig udtalte, når temperaturen daler fx i vinterhalvåret 19%
Andet, notér 1%
Ingen af ovenstående 64%
Ved ikke 4%

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)