PEN har ingen interesse i at forsvare ytringsfriheden

Et af de dybt usympatiske og usmagelige træk ved danskerne er den sygelige trang til at fremstille Danmark i et positivt lys, mens andre lande udsættes for kritik og fremstilles i et negativt lys. I dansk selvforståelse er Danmark nemlig det bedste land i verden med de bedste værdier, den største tolerance og den rette indstilling til resten af verden. Danskerne mener, at resten af verden skulle være som Danmark. Vi tåler ingen kritik af vores unikke land, vi er de bedste, og alle andre lande burde gøre som vi gør.

Et typisk eksempel er den konstante danske kritik af Ungarn og Polen, som beskyldes for illiberalisme, alt imens de mange illiberale udskejelser i dette land forbigås i dyb tavshed. Det har 24NYT skrevet om ved flere lejligheder, f.eks. her, her og her.

Et andet typisk eksempel kunne man finde i Berlingske den 12. september, hvor vicepræsidenterne i det danske PEN, Cathrine Hasse og Trine Andersen, skriver, at ”størstedelen af de sager, der lander på PENs bord, handler om statsmagter, som forsøger at lukke munden på borgerne. Mange vil kende til den kinesiske ytringsfrihedsforkæmper Liu Xiabo, som fik Nobels Fredspris i 2010 og døde overvåget af regimet på et hospital efter en 11 år lang fængselsdom for at kritisere étpartisystemet. I Belarus er journalisten Roman Protasevich sat i fængsel for at have opfordret til en demonstration mod regeringen. I Tyrkiet har digter og journalist Nedim Türfent tilbragt næsten 1.500 dage i fængsel for at have skrevet om militærets fremfærd i den østlige del af landet. I Saudi-Arabien blev bloggeren Raif Badawi idømt ti års fængsel og 1.000 piskeslag for at have talt for et sekulært, frit Saudi-Arabien. I Myanmar har militæret vedtaget en ny cyber-sikkerhedslov, der giver tilladelse til at overvåge alle borgeres bevægelser på. Det er blot nogle få eksempler på den alt, alt for stor mængde sager, som vi i PEN er optaget af”.

Og så er alle de danske sager, som PEN ikke er optaget af, nemlig sager, hvor det centrale tiltalepunkt drejer sig om overtrædelse af straffelovens § 264d, som kan give op til 3 års fængsel for “uberettiget (at) videregive(r) meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en bredere offentlighed.”

I Danmark er bloggeren og opinionsdanneren Kim Møller, bloggeren Steen Raaschou, forfatteren og bloggeren Jaleh Tavakoli samt DF-politikeren og journalisten Erik Høgh-Sørensen blevet slæbt i retten efter § 264d med påstand om fængselsstraf for noget, som ikke er eller har været ulovligt tidligere.

Sagerne lugter af politisk forfølgelse af nationalkonservative islamkritikere, for os bekendt er der de seneste par år kun rejst én tiltale efter § 264d, som ikke havde islamkritik som mål: TV2’s eksponering af den såkaldte plejehjemssag, hvor den demente Else udsættes for ydmygende behandling.

Alle andre sager har rettet sig mod nationalkonservative og islamkritikere med det klokkeklare formål at lukke munden på dem, men PEN har ikke løftet en klov. Man skulle jo nødig have klinket noget.

PEN er heller ikke optaget af alle de systemkritiske røster, som af politiske årsager er blevet bandlyst fra den offentlige debat i de etablerede medier, f.eks. Lars Hedegaard, Bent Jensen eller Asger Aamund. Ikke af magthaverne, men af medierne på vegne af magthaverne.

PEN ser det nemlig ikke som sin mission at forsvare ytringsfriheden, men kun at tage sig chikke ud for det særlige, aldrende Politiken/spelt-segment, man kan finde i Grand hver søndag eftermiddag iført bæredygtige hørskjorter og ravsmykker med en kop økologisk espresso og en klidkage.

De ligner fuldstændig Bedsteforældre for Asyl, der har så travlt med de små, brunøjede flygtningebørn, men som ikke vil røre alle de mindre yndige danske børn med en ildtang, der ellers kunne have god brug for en bedsteforælder-erstatning.

André Rossmann