Polen og Ungarn bør stille Danmark for EU-Domstolen

EU-Parlamentet har som svar på Polens indførelse af såkaldte LGBT-frie zoner vedtaget en erklæring, der udnævner hele unionen til en LGBT-frihedszone.

Også i Danmark mener en række partier, at de polske LGBT-frie zoner strider mod EU’s værdier, og at den danske regering bør gå til EU-Kommissionen for at rejse en sag mod Polen.

Enhedslisten har stillet et beslutningsforslag om at diskutere forslaget om at stille Polen for EU-Domstolen i Folketinget, og på forhånd er der opbakning fra partier fra begge sider af Folketinget. Både SF, Frie Grønne, Alternativet, Venstre og Liberal Alliance støtter forslaget.

Den nyeste konflikt med Polen om LGBT-frie zoner er endnu et eksempel på den værdipolitiske kløft, der findes mellem de vest- og østeuropæiske EU-lande. Konflikten slår yderligere sprækker i EU’s værdifællesskab og sammenhængskraft, hvilket er godt nyt for EU-modstanderne.

I Danmark går de typiske anklagepunkter mod Polen og Ungarn på manglende demokrati, retssikkerhed og ligestilling samt diskrimination.

Ligesom tilfældet er i det ”gamle” EU i Vesteuropa, er det i Danmark en udbredt opfattelse, at problemer på demokrati- og retsområdet først og fremmest findes i de østeuropæiske EU-lande. Problemer med overholdelse af retsstatens principper finder man imidlertid i hele EU, ikke mindst i Danmark.

Danskerne betragter Danmark som en retsstat, men på visse områder har staten udviklet bananstatsagtige symptomer. I det illiberale Danmark er det f.eks. ikke-folkevalgte embedsmænd, der ikke er underlagt nogen form for parlamentarisk kontrol, der bestemmer, hvilke regler der gælder i danskernes hverdag.

De seneste år har danskerne været vidne til systematiske lov- og regelbrud begået af offentlige myndigheder. Balancen mellem stat og borger forrykkes mere og mere i statens favør. Og i kampen mod corona har den danske regering gennemført indtil flere illiberale hastelove og ændringer af bl.a. epidemiloven, som har fået juridiske eksperter til at tale om ”krigslovgivning”.

Den danske regering har brugt krisen til at begrænse eller afvikle de grundlæggende frihedsrettigheder og mørklægge offentlig information. Koncentrationen af magten i den socialdemokratiske regering blev ledsaget af en meget stærk vilje til at udvide statens beføjelser over for borgerne og erhvervslivet. At Danmark skulle være et velfungerende liberalt demokrati, er derfor en myte.

I den herskende nationale fortælling er ligestilling en indiskutabel og grundlæggende dansk kerneværdi. Men det er igen en af de mange myter, som dansk selvopfattelse bygger på. I Danmark har man nemlig formel, lovbunden, juridisk knæsat ligestilling, men ude i det virkelige liv er der et meget langt stykke vej at gå endnu. Det er langtfra alle problemer med ligestilling, der er løst. Det viste bl.a. efterårets #Metoo-bølge.

Endelig findes der i Danmark en systemisk diskrimination rettet mod udlændinge. Den danske magtelite praktiserer en raffineret, usynlig form for diskrimination, der som et glasloft forhindrer alle udlændinge i at nå til tops i det danske samfund. Efter 50 år med indvandring er magteliten i dette land fortsat kemisk renset for folk med et forkert navn eller hudfarve.

Den ene kortlægning af den danske magtelite efter den anden viser, at personer, der sidder på samfundets topposter, består af snehvide, etniske danskere: ministre, departementschefer, topembedsmænd, borgmestre, politidirektører, højesteretsdommere, advokater, direktører i erhvervs- og interesseorganisationer, chefredaktører, meningsdannere, diplomater, dommere, universitetsrektorer, topledere i erhvervslivet mv. De institutioner, der rent faktisk styrer landet, er domineret af etniske danskere. Ingen indvandrere, kun etniske danskere, selv om der pr. 1. juli 2019 i alt var 801.026 indvandrere og efterkommere i Danmark, svarende til 13,8 pct. af den samlede befolkning.

Vores polske og ungarske venner er derfor i deres gode ret til at kræve, at danskerne fejer for egen dør, før de fejer for Polens og Ungarns.

André Rossmann