Politi angrebet

Mandag aften ved 21-tiden var Østjyllands Politi atter på besøg på en café på Kappelvænget i Aarhus V, hvor politiet også har været flere gange tidligere. Personerne i cafeen var ikke specielt begejstrede for politiets tilstedeværelse, hvilket blev vist ved, at der blev kastet sten efter betjentene. Stenen ramte en politibil, men stenkasteren var hurtigt væk, og indledningsvis lykkedes det ikke betjentene at finde frem til vedkommende. Sagen vil dog blive efterforsket, med henblik på at finde frem til gerningsmanden.

Der var hurtigt flere politipatruljer på stedet, heriblandt en hundepatrulje, der fik fat i to mænd på 24 og 27 år, der forsøgte at stikke af via bagdøren. Den ene, en 27-årig mand, blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og en peberspray, og blev derfor sigtet for narkobesiddelse og for overtrædelse af våbenloven.

Betjentene gik herefter ind i selve cafeen for at undersøge stedet nærmere. I cafeen befandt sig flere personer, og der lugtede kraftigt af hash. Alle de tilstedeværende blev derfor sigtet for lov om euforiserende stoffer og visiteret. Ud over den 27-årige, som blev fundet i besiddelse af hash, blev de øvrige gæster ikke fundet i besiddelse af narko og sigtelserne mod de øvrige gæster blev derfor frafaldet igen. En 30-årig mand blev dog anholdt og sigtet for ikke at ville oplyse sin identitet trods flere forsøg fra betjentene. Betjentene fandt efterfølgende frem til hans identitet, hvorefter han blev løsladt og bortvist fra stedet.

Forud for politiets ransagning på stedet blev en 24-årig mand bedt om at forlade området, hvilket han nægtede. Da manden fortsat nægtede at forlade stedet, blev han anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Der var i øvrigt tale om den samme mand, der søndag blev anholdt i forbindelse med et kontrolbesøg ved samme café.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)