Politiet advarer leverandører mod ny type af svindel

Flere svindlere bestiller nu varer i kommuners navn – leverandører bør tage deres forholdsregler

 

Midt- og Vestsjællands Politi advarer nu firmaer, der leverer varer til kommuner, om at være på vagt over for en ny type af svindel.

”Vi har modtaget flere anmeldelser de seneste uger på det samme modus. Derfor bør man som leverandør tage sine forholdsregler, hvis man gerne vil undgå at blive snydt”, siger politikommissær Rasmus Jensby.

Svindlerne ringer til leverandører af eksempelvis cykler, industrivaskemaskiner og byggematerialer og bestiller dem i en kommunes navn og opgiver kommunens EAN-nummer. Varerne bliver typisk bestilt til levering ved af kommunens ejendomme, hvor svindlerne så tager imod og kører væk med dem.

”Derfor bør man som leverandør overveje at ringe tilbage til den pågældende kommune og sikre sig, at de rent faktisk står bag bestillingen. Man skal i den forbindelse være opmærksom på, at svindlerne kan fifle med telefonen, så det ser ud som om, at de ringer fra kommunens nummer, uden at de gør det”, siger Rasmus Jensby.

Midt- og Vestsjællands Politi har efterforsket den nye type af kriminalitet og foretog mandag anholdelse i to forskellige sager. To mænd blev således anholdt, da de stod og ventede ved en børneinstitution i Herfølge efter at have bestilt vaskemaskiner for i alt 76.000 kroner.
Samme dag fik politiet også et tip om, at en lastbil forsøgte at afhente en palleløfter hos et firma efter at have bestilt den i en kommunes navn. Politiet kørte til stedet og anholdt føreren af lastbilen, inden han nåede at få varer udleveret.

LÆS OGSÅ:  Politiet beder om hjælp til bedragerisag for over 10 millioner kroner

”Alle tre personer er nu sigtet og afhørt. Det er vores indtryk, at de har været muldyr og blot lavet det praktiske arbejde, mens andre kriminelle har planlagt svindlen og gennemført bestillingerne. Det er dem, vi nu retter vores efterforskning mod”, siger Rasmus Jensby.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)