Politiet anholder og sigter 20-årig for drabsforsøg i Ikast

Midt- og Vestjyllands Politi har efter et halvt døgns efterforskning nu anholdt en 20-årig mand, der bliver sigtet for drabsforsøg i Ikast fredag aften.

Midt- og Vestjyllands Politi har lørdag den 4. november anholdt en 20-årig mand i Ikast. Manden bliver sigtet for drabsforsøg under et opgør i Ikast fredag aften.

Som resultat af en intens efterforskning, der begyndte fredag aften, blev den 20-årige anholdt ved en aktion på Navervej i Ikast lørdag klokken 12:46.

 

I forbindelse med aktionen har Midt- og Vestjyllands Politi lånt et område af virksomheden IBF i Ikast. Virksomheden har derudover ikke noget med sagen at gøre.

 

Opgør fredag aften

Midt- og Vestjyllands Politi blev den 3. november 2023 klokken 22:13 kontaktet af en 30-årig mand, der kort forinden var blevet stukket med kniv.

Den 30-årige mand havde sammen med sin bror, en 27-årig mand, været i en form for opgør i området omkring Jyllandsgade ved Sønderparken i Ikast. Den 27-årige havde lettere skader som følge af knivstik, imens den 30-årige var hårdt såret af flere stik.

Den 30-årige blev akut fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, og den 27-årige blev efterfølgende kørt til Regionshospitalet i Gødstrup.

Midt- og Vestjyllands Politi har natten igennem arbejdet med gerningsstedsundersøgelse med kriminalteknikere, ligesom politiet har foretaget afhøringer og andre efterforskningsskridt.

“Vi er stadigvæk meget interesseret i at tale med vidner til opgøret omkring Jyllandsgade/Sønderparken i Ikast i går fredag mellem klokken 21:45 og 22:10”, siger efterforskningslederen politiinspektør Hans Roost ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Har man oplysninger om hændelsen, skal man henvende sig til politiet på telefon 114.

“Der er ikke noget i efterforskningen, der tyder på, at der er tale om et bande- eller narkoopgør. Det er vores opfattelse, at hændelsen ikke er tilfældig, at de involverede personer har haft kontakt med hinanden inden opgøret”, siger Hans Roost.

Den 20-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag. Politiet vil af hensyn til efterforskningen ikke udtale sig yderligere i sagen.

Midt- og Vestjyllands Politi sætter ind med øget tryghedsskabende patruljering i området i Ikast.

Offerrådgivningen er en organisation, der yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykke. Man kan kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)