Juleaften blev der begået 17 indbrud i villaer i Ringe på Midtfyn. Fyns Politi efterlyser nu en mand, som er set i en villahave i netop det kvarter, hvor de mange indbrud skete.
Manden er filmet i området, hvor indbruddene fandt sted – helt præcist i en villahave på Lundager juleaften klokken 21.04. Politiet tror, at han er en del af en omrejsende kriminel gruppering, som begik indbruddene.
Politiets mistanke om, at en omrejsende kriminelle står bag indbruddene bygger på valget af tyvekoster, som nemt kan skjules på kroppen – smykker, kontanter og andre værdifulde småting – at indbruddene er sket i et villakvarter tæt på motorvejen samt at der er brugt samme fremgangsmetode, hvor tyvene har enten knust et vindue eller brækket en dør op.
Hvis nogen kan genkende manden på billedet eller har andre oplysninger i sagen om de 17 indbrud, så kontakt meget gerne Fyns Politi på telefon 114. Oplysningerne kan også være om mistænkelige personer, en bil eller andet, som kan hjælpe efterforskerne med at få opklaret sagen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)