Politiet opgiver voldtægtsofre på forhånd

Forleden kunne Berlingske fortælle, at næsten 40 pct. af alle 1.079 anmeldelser om voldtægt i 2018 blev henlagt hos politiet i den indledende efterforskning og altså endte uden sigtelse af en gerningsmand. Endnu en del af sagerne opgives på anklagemyndighedens bord, og samme år faldt der kun 77 fældende domme for voldtægt. Det skriver kommunikationskonsulent Kirstine Holst i Berlinske.

Politiet har for nylig ført kampagne for at få flere til at anmelde voldtægt, men det er ikke nok med en fin invitation. Voldtægtsofre skal kunne møde et system, der virker, og som de kan have tillid til.

Jeg har talt med flere voldtægtsofre, og langt de fleste mødes af venlige betjente, men også af et system, som næsten har opgivet sagerne på forhånd”, skriver Kirstine Holst. ”Er de gået forgæves til systemet med en anmeldelse, kaster det dem ud i en stor krise.

Mange er bange for deres gerningsmænd, for når politiet opgiver sagen, er man ubeskyttet, og det kan medføre angst, isolation, depression og selvmordstanker.

Repressalier for en anmeldelse kan også komme fra ens eget netværk. En kvinde var blevet forbudt at komme visse steder i byen, og mange oplever ufrivillig social isolation. Alt dette skal offeret slås med samtidig med følgevirkningerne af voldtægten.

Det er voldtægtsofrene, som betaler en dyr pris for myndighedernes manglende evne eller vilje til at løfte retfærdigheden.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)