Borgerne har været gode til at holde afstand i Damparken i weekenden, og det fortjener de ros for, siger vicepolitiinspektør. Det gælder ikke mindst de unge, der plejer at samles i parken i forbindelse med skoleårets start.
Syd- og Sønderjyllands Politi ophævede mandag formiddag hotspot-området i Damparken i det centrale Haderslev.
Politiet indførte hotspot-området fredag i tæt samarbejde med Haderslev Kommune, da det grønne område traditionelt er samlingssted for mange uddannelsessøgende i forbindelse med skoleårets start.
Der var således sat skilte op med budskabet om, at borgerne skulle søge andre steder hen, hvis der allerede var for mange i området – for at undgå smitte med Covid-19.
Tæt dialog
Forud for indførelsen af hotspot-området har politiet været i tæt dialog med kommunens SSP-medarbejdere om situationen, ligesom kommunen også har været i dialog med byens store uddannelsesinstitutioner om sagen for også på den måde at udbrede budskabet.
Samlede der sig for mange borgere på stedet, havde Syd- og Sønderjyllands Politi mulighed for at udstede bøder, ligesom politiet også kunne udstede et midlertidigt opholdsforbud, hvis det blev nødvendigt. Disse tiltag har der heldigvis slet ikke været behov for. Borgerne har opført sig eksemplarisk i området.
Ros til borgerne, ikke mindst de unge
– Der har naturligvis været borgere i parken i det gode vejr i weekenden, men de har været gode til at holde afstand. Så vores patruljer, som har ført ekstra tilsyn i parken hen over weekenden, har kunnet konstatere, at der slet ikke har været nogen problemer. Og det vil vi naturligvis gerne rose borgerne – herunder særligt de unge mennesker – for. Alle har været meget ansvarlige, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd- og Sønderjyllands Politi, Områdecenter Nordøst i Haderslev.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)