Politiske motiver bag den falske bibeloversættelse

Fraværet af ordet ”Israel” i en ny dansk bibel har skabt debat i staten Israel.

Artiklerne er blevet delt ihærdigt på sociale medier, hvor diskussionen i kommentarfelterne hurtigt drejes hen på, om der ligger noget politisk og antisemitisk bag oversætternes fravalg af ordet ”Israel”.

Generalsekretæren for Bibelselskabet, der står bag ”Bibelen 2020”, Birgitte Stoklund Larsen, har afvist, at der skulle være nogen form for politisk motiv bag oversættelsen.

I United Bible Societies (UBS), der er en paraplyorganisation for 148 bibelselskaber i verden, og som fører tilsyn med bibeloversættelser, -produktion og -distribution på globalt plan, heriblandt det danske, siger adm. direktør Alexander Schweitzer, at Bibelselskabet umiddelbart står alene med systematisk at udelade ordet ”Israel” fra Det Nye Testamente. ”Jeg har ikke kendskab til andre oversættelser, hvor det her er sket systematisk”, siger han.

Samtlige israelske medier har bragt historien om den falske bibeloversættelse med 24NYT som kilde.

På 24NYT er vi ikke i tvivl om, at der ligger noget politisk og antiisraelsk bag Bibelselskabets fravalg af ordet ”Israel”.

Den forhenværende redaktør for Kristeligt Dagblad, Birgitte Stoklund Larsen, har flirtet med antiisraelske miljøer tidligere.

I 2016 besøgte hun organisationen af kritiske israelske ekssoldater ”Breaking the Silence” – en ekstremistisk organisation, som bl.a. kritiseres for deres systematiske brug af anonyme kilder. Kilder der danner grundlag for antiisraelsk propaganda, som personer som Stoklund efterfølgende videreformidler til hele verden.

Efter sit besøg i Israel i 2016 skrev Stoklund i Jyllands-Posten:

Checkpointet ved Betlehem er blot et af tegnene på den ualmindelige tilstand, som er blevet hverdag i Israel og Palæstina. Alle fredsprocesser er kæntret. Palæstinenserne på Vestbredden er i dag de facto et folk i husarrest, og den israelske besættelse håndhæves ifølge bl.a. FN i åben strid med international humanitær lovgivning, som staten Israel har tilsluttet sig. Hebron, den største palæstinensiske by på Vestbredden, er et ekstremtilfælde på, hvad der sker, hvis man sætter sikkerhed højere end retssikkerhed. Er det muligt at skabe fred ved at fratage hele befolkningsgrupper værdighed, retssikkerhed og frihed? Kan der skabes fred og sikkerhed for én befolkningsgruppe ved at træde lovgivning og det enkelte menneskes retssikkerhed under fode? Det ser ikke sådan ud i Hebron eller på Vestbredden”.

Læser man Stoklunds beretning fra turen i Israel, kan man ikke være i tvivl om hendes politiske sympatier.

Og dermed kan man ikke være i tvivl om, at der ligger politiske og antiisraelske motiver bag Bibelselskabets fravalg af ordet ”Israel” i Det Nye Testamente.

Som et minimum skylder Stocklund svar på, hvorfor hun mener, at danskerne – som det eneste folk i verden – ikke skulle være begavet nok til at forstå betydningen af ordet “Israel”.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)