En polsk mands kørsel med en promille på mindst 2,29 udløste en fængselsstraf for vanvidsbilisme plus forhøjet straf for kørsel i frakendelsestiden. Han blev frakendt førerretten, og dertil blev han udvist og hans polsk indregistrerede varebil konfiskeret.
En 46-årig polsk arrestant fik tirsdag eftermiddag afgjort sin sag ved Retten i Glostrup.
Han var forudgående anholdt og varetægtsfængslet, fordi han den 16. juli klokken 18.42 påkørte en lygtepæl i tilkørselsbanen fra Køge Bugt Motorvej til Motorring 3 ved Brøndby med en promille på mindst 2,29.
De nye skærpelser om vanvidsbilisme for spirituskørsel træder i kraft ved promiller over 2,0, og derfor beslaglagde politiet hans polsk indregistrerede Renault Master varebil fra 2007.
Fordi han i forvejen var frakendt førerretten – også på grund af spirituskørsel med en promille over 2,0 – mente anklagemyndigheden, at det med de nye regler om vanvidsbilisme var en skærpende omstændighed, at han så alligevel kørte i frakendelsestiden:
”Retten fulgte vores påstand og idømte ham samlet 50 dages ubetinget fængsel – 30 dage for spirituskørsel og i stedet for 10 dages fængsel for at køre i frakendelsestiden, blev straffen forhøjet til 20 dage,” siger anklagerfuldmægtig Natali Nasr.
Retten konfiskerede hans polske varebil efter bestemmelserne for vanvidskørsel, frakendte ham førerretten i fem år og bestemte desuden, at han efter afsoning skal udvises af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Dømte, som fortsat er fængslet efter dom, ankede på stedet.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)