Postede 19 mio. kroner i nybygget teater – nu lukker det

Københavns Kommune beskærer Sort/Hvid med 1,2 millioner kroner. Det betyder en lukning af det helt nybyggede teater i Kødbyen, som kommunen satsede stort på for kun tre år siden.

Tirsdag aften den 16. juni besluttede politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, hvordan den økonomiske støtte skal fordeles mellem de såkaldte små storbyteatre, som Sort/Hvid er en del af. Politikerne besluttede at skære 1,2 millioner fra Sort/Hvids tilskud. Det resulterer i en lukning af det kun tre år gamle teater i Kødbyen. En lukning af en investering på 19 millioner kroner. En lukning af et af Københavns mest succesfulde teatre.

“Vi bliver sat i en absurd situation, der reelt tvinger os til at flytte fra vores helt nybyggede teater i Kødbyen. Et teater, som har været åbent i tre år. Et teater, som Socialdemokratiet gik forrest for at få etableret. Dengang skulle vi være hele Københavns nye scenekunsthus, der var et vigtigt element for at sikre kulturel udvikling i Kødbyen. Nu fratager selvsamme socialdemokrati os eksistensgrundlaget, efter kun tre år på matriklen dropper de et anlægs-projekt, der kostede 19 millioner kroner,” siger Christian Lollike, kunstnerisk direktør på Sort/Hvid.

Kommunens egne regler bliver brudt
Københavns Kommunes politikere besluttede i tirsdags at fordele støtte efter et lighedsprincip. Man giver Teater Grob, Teater V, Husets Teater og Sort/Hvid hver 5 millioner kroner. Det synes umiddelbart fair, men lighedsprincippet overser, at der er markant forskel på de fire teatres omkostninger, og i særdeleshed på den husleje og de driftsudgifter, som vi betaler til den selvsamme kommune.

Sort/Hvid betaler husleje til Københavns Kommune, og den husleje er 2-3 gange højere end de andre teatre i ordningen, der omfattes af lighedsprincippet. Det betyder, at Sort/Hvid med det nye støttebeløb ikke længere kan overholde kommunens egne regler om, hvor stor en andel af tilskuddet, der må bruges på husleje, nemlig 15 %. Dermed kan teatret ikke blive i Kødbyen.

Kortsigtet kulturpolitik
Kultur- og Fritidsudvalget prioriterer med denne bevilling nye investeringer i byrumsteater og teater med lokalforankring. Blandt andet Sydhavn Teater og Batida i Nordvest får et forhøjet tilskud.

“De prioriterer nye huse, nye områder, nye bydele, der skal løftes. Præcis som man gjorde i Kødbyen for få år siden. Problemet er, at det er kortsigtede investeringer. De misbruger borgernes penge og har ikke en langvarig kulturpolitik. Hvad får københavnerne ud af, at der etableres nye teaterhuse, hvis støtten til disse investeringer trækkes tilbage ved næste bevillingsrunde?,” spørger Christian Lollike.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)