Prædiken 22. søndag efter trinitatis.

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:

Himlen skal råbe af fryd og jorden juble,

bjergene skal bryde ud i fryderåb,

for Herren trøster sit folk,

han forbarmer sig over sine hjælpeløse.

   Men Zion siger: »Herren har svigtet mig,

Herren har glemt mig!«

Glemmer en kvinde sit diende barn?

Glemmer en mor det barn, hun fødte?

Selv om de skulle glemme,

glemmer jeg ikke dig.

Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,

dine mure har jeg altid for øje.

De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej,

de, der rev dig ned og lagde dig øde,

drager bort fra dig.

Løft blikket, se dig omkring:

De samles alle og kommer til dig.

»Så sandt jeg lever,« siger Herren,

»skal du iføre dig dem alle som smykke,

du skal binde dem om dig som bruden sit bælte.«

Es 49,13-18

* Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne:

Vold ikke Guds hellige ånd sorg, den som I blev beseglet med indtil forløsningens dag. Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.

Ef 4,30-32

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.

   Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

   Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«

Matt 18,1-14

22. s. e. trin. 2018

Den første kristne kirke bestod af spredte menigheder. Nogle af dem var det man kaldte ”jødekristne”, dvs. det var jøder, der havde antaget læren om, at Jesus er Messias eller Kristus, Guds søn. Andre var hedningekristne – det er sådan nogle som dig og mig: ikke-jøder, som havde antaget den nye kristendom som deres tro. Alle disse vidt forskellige menigheder var enige om det mest centrale og altafgørende, men der var også områder, hvor man ikke var helt enige. Det læser vi om allerede i Apostlenes gerninger.

At vi inden for kirken ikke er enige om alting, er på den måde ikke noget nyt. Op gennem kirkens historie er det dukket op gang på gang; bl.a. i forbindelse med, at man har villet afgøre, hvem det i grunden er, der udgør kirken. Hvad er kirken for en størrelse? Hvem bestemmer, hvad vi tror på inden for den kristne kirke? Hvem har bedst forstået at videreføre Jesu sande lære? Og hvem er de bedste kristne? Dem, der lever mest i overensstemmelse med, hvad Jesus prædikede.

Eller – sagt på en anden måde: “Hvem er den største i Himmeriget?” Vi hører i dag, at allerede Jesu disciple var optaget af at få en afgørelse på dette spørgsmål: ”Hvem er den største?” ”Hvem er den bedste?”

Det spørgsmål kender de fleste sikkert fra sig selv, vil jeg gætte på. Også for os i 2018 gælder det om at blive til noget. At være noget. Man kan så være mere eller mindre. De fleste vil helst være noget stort. Have en stor stilling eller være berømt. Og hvis man slet ikke er noget, så er der ingen, der regner med én. Så er man en ”taber”, siges det, som om livet er et spil eller en sportskonkurrence.

Ikke kun på arbejdsmarkedet er det sådan; også når man fx skal vælge venner eller partner. Man taler om, hvor høj en ”standard” man kan tillade sig at sætte, når man søger en partner. De smukke, begavede, vittige og muntre er dem, vi helst vil slås i hartkorn med, mens de overægtige og kedsommelige ikke kommer højt op på hitlisten. På den måde går vi og rangordner hinanden i alle vores menneskelige fællesskaber. 

Sådan er det i verden, men sådan er det ikke i Guds Rige. Dér er det ikke et spørgsmål om at være størst eller mindst. Der er det et spørgsmål om at komme ind eller ikke komme ind. Og om man kommer ind eller ej har ingenting at gøre med, om man er en ”vinder” eller en ”taber”, om man er ”lækker” eller ”kikset”, ”stor” eller ”lille”. Det handler kun om, at man skal blive som et barn.

Blive som et barn, hvad vil det sige? Det betyder ikke, at vi skal være barnagtige, eller at Gud vil have, vi skal være blåøjede eller sorgløse eller hvad man nu ellers forbinder med små børns væsen, særlig hvis man ikke har daglig kontakt med dem. Vi hørte næsten de samme ord ved barnedåben for lidt siden: ”Den der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Her bliver det sagt mere tydeligt, hvilken egenskab ved barnet, det er, der gør det i stand til at komme ind i Guds Rige. Nemlig evnen til at tage imod. At blive som børn vil sige, at vi skal erkende, at vi modtager alt af Guds hånd. Alt, hvad vi har, alt hvad vi er, stort eller småt: vi har ikke selv erhvervet det, men fået det af vores Far. Vi kan ikke selv fortjene noget af det hele, for over for Gud er vi små og afhængige – vi er som børn.

Efter de milde ord om barnet og om Guds Rige, følger de hårde ord om ikke at bringe nogen til fald og de stærke, krænkende udtryk med hugge legemsdele af og rive øjne ud og andre ulækre ting. Ja, evangeliet er ikke altid for sarte sjæle.

Nu skal jeg dog skynde mig at sige, at disse opfordringer ikke skal  forstås bogstaveligt, sådan som muslimer af fundamentalistisk aftapning gør det. Og heldigvis for det, for ellers ville vi jo allesammen gå mere eller mindre kvæstede omkring.

Det, Jesus mener med disse voldsomme sprogbilleder er, at hvis der er noget, der vil forhindre dig i at komme til Gud som et barn til sin kærlige far, så skal du udslette det af dit liv. Så skal du fjerne dig bort fra det, også selvom det er dig kært og dyrebart. ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i.”

Jesus blev menneske for frelse de små. Det bliver tydeligt, hver gang vi – som i dag – bærer vores små børn til  døbefonten. Her siges det til os klart og tydeligt, at over for Gud er vi alle små. Små Guds børn, der er helt og holdent henvist på ham og på hans kærlighed og barmhjertighed. Ved dåben ser vi, hvor stor værdi, hvert enkelt menneske har for Gud. Ikke bare et barn – men hans elskede barn.

Guds kærlighed til sine børn, den kan vi bedst forstå, når vi selv er blevet forældre. I, der er forældre til [de børn, der er blevet døbt i dag], forstår også godt Guds ord fra Esajas’ Bog, som jeg læste fra alteret: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte?” I ved, at nej, det gør hun sandelig ikke. Hun vil hellere glemme sig selv. Og Gud siger videre til os: ”Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.”

Det er også det samme, lignelsen om det fortabte får, handler om. Det handler igen om det enkelte menneskes uendelige værdi i Guds øjne. For Gud, i Guds Rige, der er det ikke kun den store flok, der tæller. Det enkelte individ – også ham, der afviger eller kommer på afveje, er dyrebart for Gud. Det er det glædelige budskab til os i dag. Lad os gå ud i alverden og række det videre til vores næste.

Se, hvor stor kærlighed, Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn – og vi er det! Amen.