PRÆDIKEN TIL TRINITATIS SØNDAG

PRÆDIKEN TIL TRINITATIS SØNDAG, 27. MAJ, VOR FRUE KIRKE 2018. 

Teksten, som vi netop har hørt bliver sædvanligvis kaldt missionsbefalingen eller dåbsbefalingen og den er som bekendt en del af dåbsritualet.

 

Ved dåben bliver man døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og præsten hælder én gang vand på barnets hoved for hvert led i trosbekendelsen. 

 

Med andre ord døber man i treenighedens navn. Treenighed hedder trinitatis på latin og det er den betegnelse der har givet navn til den lange periode i kirkeåret som indledes i dag i alle landets kirker. 

  

Treenigheden virker måske umiddelbart svær at forstå.  

Og i dåben får vi altså at vide, at det er den treenige Gud vi er børn af. Er man døbt i den treenige Guds navn, så er dåben gældende uanset hvor i verden og i hvilket kirkesamfund man er døbt. Det sker at jeg har konfirmander der er døbt i den katolske kirke, og så kommer de lidt beklemte og fortæller netop det, og nogle tror, at det så ska døbes igen her i Folkekirken – men sådan er det på ingen måde.

Vi døber først og fremmest fordi Jesus siger at vi skal. Som han selv blev døbt af Johannes i Jordanfloden, skal også vi døbes. 

I Folkekirken er dåben, som bekendt, et af vore sakramenter; det vil sige at dåben er noget helligt. 

 

Dåben er det tegn vi har fået givet på, at Gud tager hånd om mennesket, og det bliver sagt højt, at vi er Guds børn, at han er med os alle dage-

 

I dåben sker der noget! Og vi røres af det. Det betyder en masse for os og det er ikke altid vi kan udtrykke det.  Men dåben markerer, at vi hører hjemme i en større sammenhæng.  At vi hører til Kristus, at vi bliver befriet i fællesskabet med ham. Her forkyndes det, at vi tilhører lyst og ikke mørket, kærligheden og ikke ondskaben, Gud og ikke kejseren.

Ved dåben bliver evangeliet til i dag læst, og også det såkaldte ’barneevangelium’ fra Markusevg. som en del af dåbsritualet.  

Her læses det: ”lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i. Og Jesus tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.” 

Og det kan man måske godt forstå, sådan umiddelbart, at det lyder mærkeligt at læse fra Bibelen om små børn når man står overfor et voksent menneskes dåb. 

Men en dåb er altid en barnedåb. Også hvis det er en voksen der døbes. 

Hvad sker der så i dåben? Ja, der sker det, at mennesket – uanset alder – får ”barnekår”.  

Også når det er en voksen der døbes. Ligesom det lille barn i et og alt er afhængig af sine forældre, således er mennesket gennem dåben henvist til sin skaber.  

Til Gud. Ligesom små børn, har vi lov at hyle og klage til Gud når livet skuffer os, når vi møder modgang. 

Det vil med andre ord sige, at mennesket kan kalde Gud for Far.  

I dåben bliver mennesket Guds barn.  

 

Beskrivelsen af Gud som en kærlig far og menneskene som hans børn udfoldes igennem hele Bibelen.  

 

I Det gamle testamente er ”fader” en, blandt mange måder at beskrive Gud på:  

Vi kan fx læse at ”Dengang folket, Israel vandrede 40 år i ørkenen, bar Gud Israel, som en far bærer sin søn.” ( 5 Mosebog 32,18)  

I Det nye testamente er fader eller forælderbilledet ikke bare et blandt mange gudsbilleder, men det helt centrale gudsbillede – ja, mere end det, for i Det Nye Testamente er Gud ikke bare som en far. Gud er den omsorgsfulde og tålmodige far. Dette afspejler et nyt gudsforhold: mennesket kan nu henvende sig til Gud, som det lille barn henvender sig til sin far: 

” I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba” (Romerbrevet 8) 

 

Utallige salmer i salmebogen benytter sig af billedet af Gud som far eller mor. Grundtvig bruger f.eks billedet af favnen som billede på Gud. 

Hvem er det der ligger i favn eller arm?  Det er jo det lille barn! Favnen som frelsens sted viser os, at i forhold til Gud er vi altså at ligne med spædbørn, der bæres i favn, uanset hvor voksne og velovervejede vi føler os.  

Det understreger, at ligesom det lille barn ikke skal gøre sig fortjent til forældrenes kærlighed – på samme måde kaldes et menneske heller ikke kristent, fordi det gør det ene eller det anden, men fordi det lader sig skænke, det modtager, den nåde som Kristus har givet det.  

 

En ung mor, udtrykte sig om netop det der sker i dåben, som jo ellers er svært at sætte ord på: 

 

Jeg ved ikke hvad dåben betyder for min søn i første omgang, men jeg oplever selv troen som en stor gave i mit liv, og jeg vil gerne gøre mit til at give det videre til min søn. 

– I dåben bliver vi Guds børn, siger man. Jeg hører det som en tro på, at Vor Herre ånder ned i os alle sammen med sin tro. At være Guds barn er som at have en sjæleven, som man nogen gange kan lægge sit ansvar over på og dele sine følelser med.  

Det, denne unge mor beskriver, svarer sandsynligvis til det mange af os føler omkring dåben, og derudover sættes vi i dåben også ind i det fællesskab af kristne, der har bestået siden Jesu tid. Vi bliver en del af kirken. Vi bliver de sten, kirken er bygget af. 

 

Kirken er først og sidst os mennesker. Læg mærke til, at i dagens evangelium siger Jesus noget om, hvad kirken er. Eller han siger det indirekte, når han til sine disciple befaler, at de skal drage ud i al verden og gøre alle folkeslag til hans disciple, ved at døbe dem og undervise dem. Ikke et eneste sted står der, at de skal drage ud og bygge kirker. Men de skal gøre mennesker af kød og blod til hans disciple. 

 

Én af mine forbilleder, Niels Henrik Arendt, som jo desværre er død, skrev i sin bog, En sang fra de varme lande, om en tur til Indien. 

Her så han hinduer der tog renselsesbade der indebærer adskillige neddykninger, herunder også, at munden skylles omhyggeligt. 

Han så hvordan hinduerne kom bærende med deres døde, dykker dem ned i Ganges, brænder de døde og bagefter skovler asken i Ganges-floden. 

Det hele handler om at blive befriet fra reinkarnationens forbandelse, og floden har den funktion at rense for dårlig karma, som det hedder. 

 

Imens biskoppen er vidne til alt dette, kommer han i tanke om dåben, og han skriver: 

 

Jeg føler simpelthen en inderlig glæde over at være døbt, når jeg ser, hvordan man bader og bader og selv som død endnu en gang skal gennemgå en renselse – nogle vil muligvis opfatte den tanke som udtryk for religiøs selvglæde eller selvtilstrækkelighed, men glæden er der.  

Over at jeg på en eller anden måde har alt dette bag mig, er fri for igen og igen at skulle frygte for ikke at have vasket det negative i mit liv tilstrækkeligt af. 

  

Én gang bliver man døbt med tre håndfulde vand som vi rigtignok også bruger som en rituel renselse.  

I dåben vasker vi det gamle syndige menneske af, og et nyt opstår til liv i Kristus. Ja, det er faktisk symbolet i dåbens vand. 

Det betyder ikke, at vi er rene skyldfri mennesker, tværtimod, i kristendommen er der en klar erkendelse af, at vi er skyldige, at vi er syndige at vi gør onde og dumme ting, og i dåben får vi at vide, at vi modtager syndernes forladelse!  

Vi bliver aldrig gode nok, ingen af os bliver nogensinde perfekte, OG vi er elskede alligevel. 

Man kan ikke leve på noget bedre, noget mere opbyggeligt, noget mere befriende. Synderes forladelse er den kristne frihed. En frihed til at være den man er. Og der er også et ansvar. Ansvaret overfor ens medmennesker. Som man selv bliver elsket, må man også elske sin næste og også give den anden fri til ikke at være perfekt. 

 

For os danskeres vedkommende har dåben haft en meget central placering i over tusind år.  

På Jellingestenen slår Kong Harald Blåtand fast, at han “vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”.  

Gennem denne tusindårige historie knyttedes der en meget stærk forbindelse mellem det at være døbt og det at være dansker og borger i Danmark. 

 

Sådan er det for mange endnu.  

Når jeg ved dåbssamtaler spørger om hvorfor barnet skal døbes får jeg ofte svaret, at det gør man da, det er en tradition og at når både mor og far er døbt, så skal barnet da også. Og det er på sin vis en udmærket begrundelse for dåben.  

At dåben er en tradition i vort land, betyder jo også at kristendommen ligger som et fundament, et grundlag for vort liv, som vi måske ikke altid er klar over. Netop fordi det bare er sådan og har været det i over 1000 år. 

Og sådan bliver det ved med at være, når menigheden er ’vågen’, og ikke sover, men bliver ved at bære børn til dåben. 

 

Det at være døbt, det er, at have en vej at gå – og den begynder lige udenfor kirkedøren. 

Det er ikke en strømlinet motorvej, der lynhurtigt vil føre os til målet. Det er ikke en vej uden huller og forhindringer.. Dåben er ikke en garanti for et let liv. 

Det er en bakket vej med talrige småstier, der giver os meget at se på og glædes over undervejs – og der er mange muligheder for at lave afstikkere – og også for at fare vild af og til. 

Men vi behøver ikke at frygte livet og alle dagene – vi er ikke alene, på den snørklede livets vej – for over vores dåb, har Gud sagt: ”Mine børn: ”se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Alle dage, og alle slags dage, de gode og de onde. Både i lys og mørke, regn, blæst og i sol og på dage med milde vinde. 

Ja, det mest opløftende ved evangeliet er, at Gud da heldigvis ikke lader os og alle vores indvendinger og forbehold, eller hylen og skrigen om alt muligt mellem himmel og jord, stå i vejen for at han kommer til os. 

Han kommer alligevel. 

Tag imod hvad han kommer med: budskabet om, at du er sat fri, født igen, døbt til et liv hvor du er elsket på trods af alt det ugjorte der skulle have været gjort og alt det gjorte som aldrig skulle have været sket.  

Ja, det er ikke bare det mest opløftende ved evangeliet. Det er evangeliet. Tag imod vidnesbyrdet om Jesus Kristus.

Stol på Gud!

 

Lovprisning 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, 

Fader, Søn og Helligånd, 

du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, 

højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed 

 

Kirkebøn 

Kære himmelske Far. 

Tak for denne forårsdag.  

Tak fordi vi endnu engang mærker sommeren bryde igennem. 

Tak for dåbens gave, hjælp os stadig med at pakke den ud, både for os selv og for andre og styrk os i troen på syndernes forladelse og befrielsen i Kristus. Hjælp os med at dele det med andre.

Tak fordi du fortæller os, at du aldrig slipper os, selvom vi svigter dig og hinanden. 

 

Vær med dem der har mistet én de holdt af. 

Vær med de syge og dem der snart skal dø. 

Vær med dem, der er ensomme og lad dem ane lys i mørket. 

Vær med dronning Margrethe og hendes familie og alle andre familier. 

Vær med din kirke her i København og ud over hele verden. 

 

Derom beder vi i Jesu navn, 

 

Amen. 

 

Velsignelse 

Lad os med apostlen tilønske hinanden: 

Vor Herre Jesu Kristi nåde 

og Guds kærlighed  

og Helligåndens fællesskab  

være med os alle! 

Amen.