Punktum i drabssag

En 27-årig mand er fredag ved Retten i Aarhus blevet idømt 12 års fængsel for at have slået en 34-årig mand ihjel i Rådhusparken i Aarhus C. Episoden fandt sted i december 2021, og ved retten i Aarhus tilstod den 27-årige mand i dag at have begået drabet.

 

 

Det vakte stor opsigt, da en 34-årig mand tilbage i starten af december 2021 blev fundet død i Rådhusparken i Aarhus C. Manden blev fundet torsdag den 9. december, og noget tydede på, at han kunne have ligget på stedet i op mod flere døgn, inden en tilfældig forbipasserende opdagede ham.

I dag – 21 måneder senere – blev en 27-årig mand så kendt skyldig i at have slået den 34-årige mand ihjel efter flere måneders intensivt efterforskningsarbejde af sagen, hvor politiet undervejs har fået stor hjælp fra offentligheden.

”Det har været en svær sag for politiet at få opklaret, da den dræbte først blev fundet noget tid efter, at han var blevet slået ihjel. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at det er lykkedes politiet at opklare sagen,” siger specialanklager Birgitte Ernst, der har ført sagen på vegne af Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Ved dagens retsmøde fulgte Retten i Aarhus Anklagemyndighedens påstand om, at den 27-årige tiltalte skulle idømmes 12 års fængsel for det begåede drab.

 

Flere mænd anholdt undervejs

Den 27-årige mand blev anholdt i maj sidste år som den i alt tredje anholdte i drabssagen, der blev begået i et vanskeligt miljø for politiet at efterforske i.

LÆS OGSÅ:  UDVIST! Fem mænd idømt livstidstraffe for dobbeltdrab i bandemiljøet

De to øvrige mænd blev undervejs i efterforskningen løsladt i januar 2022, og det er politiet og anklagemyndighedens vurdering, at den nu dømte 27-årige slog den 34-årige mand ihjel på egen hånd.

”Politiet har gjort et stort stykke arbejde forud for, at vi i dag kunne føre drabssagen som en tilståelsessag – men borgerne skal også tak for deres hjælp undervejs i forløbet, hvor politiet har fået mange gode henvendelser på de tidspunkter, hvor der blev efterlyst vidner i sagen,” siger specialanklager Birgitte Ernst.

Foruden drab blev den 27-årige mand i dag også kendt skyldig og dømt for at have begået hærværk af betydeligt omfang i juni 2021, hvor han beskadigede en bil for lidt mere end 19.000 kroner, da denne holdt parkeret på Skanderborgvej i Aarhus C.

Den 27-årige mand forblev varetægtsfængslet efter dom. Han modtog dommen.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)