Quis custodiet ipsos custodes (Hvem vogter vogterne)

Af Peter Andreas Fog, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet

Industrialisten og visionæren Elon Musk, der bl.a står bag el-bilen Tesla, rumfarts virksomheden SpaceX, tunnelborings virksomheden Boring Company og enda har sin andel af æren for PayPal, har købt det sociale medie Twitter for en meget klækkelig sum. Musk har den opfattelse, at kun hvis både det yderste højre og det yderste venstre er lige utilfredse, kan der være tale om ægte ytringsfrihed. Denne utilfredshed vil han bl.a sikre, ved at gøre Twitters algoritmer offentligt tilgængelige, således at den eksisterende gedulgte censur af konservative stemmer kommer for en dag.

Eksemplerne på censur af forkert tænkende er mange, som den ‘geniale’ meme-skaber Carpe Dunctum, der fik sin konto slettet, da han lagde en lille video op af to babyer, der løber ned ad et fortov. Da den forreste baby var sort og den bagerst hvid, havde Donctum tilføjet en tekst i CNN stil, som lød “Rædselslagen baby flygter fra en racistisk baby”. Satiresitet Babylon Bee – der flere gange er blevet faktatjekket, blandt andet for deres eksklusive afsløring af, at CNN havde indkøbt en industriel centrifuge, så de lettere kunne “spin the news” – fik lukket deres konto, da de afslørede, at den transkønnede selv-identificerede kvinde, Rachel Levine, havde vundet prisen som “Årets mand”. Det var et stykke disinformation for langt. Ironisk konstituerede Twitter således eksklusionen af kvinder, som årets mand. Twitter har, som alle autoritære magthavere, ingen humor.

Tucker Carlson kunne veloplagt vise, hvorledes CNNs Brian Stelter bemærkede, at Musks tilbud indeholdt tallet 420. 420 er en kendt paragraf i hashrygende entusiasters kredse, som Musk selv tilhører, og ydermere var fristen som Musk gav til Twitters bestyrelse, netop 20/4. Brian Stelter kunne ikke se humoren. Måske mere tragisk var MSNBCs Joy Reed, der mente, at ytringsfrihed grundlæggende var racistisk misogyni. Mange hvide mænd er glade for at kunne udtrykke sig frit, var tanken. Så selvfølgelig gik venstrefløjen og medierne – hvis man kan foretage den skelnen – i panik.

Journalisten Andy Ngo samlede nogle forskrækkede reaktioner på netop Twitter. Her citerede han et relikvie ved navn Jeff Jarvis for at sige, at Twitter, med Musks tilbud. ‘føltes som den sidste aften på en berlinsk natklub i Weimarrepublikken’. En Michael Volpe mente, at det direkte var ‘Verdens undergang’, hvor Musk ville ‘forstærke højreorienterede ekstremisters stemmer’. En Matthew Rozsa mente at det ville være dødsstødet for den frie verden. Og en Morten Rand-Hendriksen begræd ‘slutningen på indholdsmoderation og den følgelige spredning af disinformation og højreekstremisme’.

“Indholdsmoderation” – smag på ordet. Det gjorde tidligere præsident Barak Obama med udsøgt fornøjelse, da han sagde, at indholdsmoderering af sociale medier vil beskytte os mod den desinformation, der spredes af Putin. Og, tilføjede han så; af Steve Bannon.

 “It’s not necessary for people to believe disinformation in order to weaken democratic institutions. You just have to flood a country’s public square with enough raw sewage, you just have to raise enough questions[…] that citizens no longer know what to believe.”

‘Tydeligvist farligt indhold’, fortsatte præsident Barack Obama, uden at have en definition for farlighed – eller for hvem, spørgsmål er farlige. For hvorledes vil det afgøres, om noget er desinformation, hvis man ikke må bestride informationen. Forskellige variationer af at stramme censuren for at bevare, hvad svenskerne kalder ‘debattens økologi’, men som blot er magt. Man kunne let få den kontraintuitive tanke, at den frie debat var diktatorernes dagsorden. Så det gjorde præsident Clintons tidligere arbejdsminister Robert Reich: “Elon Musk’s vision for the Internet is dangerous nonsense: Musk has long advocated a libertarian vision of an ‘uncontrolled’ internet. That’s also the dream of every dictator, strongman and demagogue.”

Det Hvide Hus pressede tidligere på året de store IT virksomheder til at slå hårdt ned på misinformation om vacciner mod Kinasygen. Folk dør nemlig på grund af denne misinformation, ræsonnerede præsident Joe Biden, da det skabte grundløs skepsis over for vaccinerne og et deraf alarmerende højt smittetryk. Og hvis man får lukket sin konto på et socialt medie, ræsonnerede præsidentens talskvinde Jean Psaki videre, burde man følgeligt også få lukket alle sine andre konti. Hvor Trump tidligere blev kritiseret for at satse på usikre vacciner, skal der nu være straf for kritisere dem.

Som Glenn Reynolds konstaterede i NYP

It’s become increasingly clear over the last six years that these people want it both ways. They don’t want to break up the surveillance capitalism model, or come up with a transparent, consistent, legalistic, fair framework for dealing with troublesome online speech. No, they actually want tech companies to remain giant black-box monopolies with opaque moderation systems, so they can direct the speech-policing power of those companies to desired political ends.

Fri tale er bare farlig for magthaverne og derfor overvejede Twitters bestyrelse en såkaldt ‘giftpille’, en mulighed for at udstede nye Twitter aktier til tilbudspris og således relativere Musks andel, inden han begyndte at opkøbe dem alle. Forskrækkelsen over Elon Musk, handlede altså ikke om en forretningsmodel, da alle de eksisterende aktieejere således vil stå til at få et økonomisk tab, ligesom værdien af deres aktier ligeledes ville falde. Det handler om information og dermed magt.

Det er nemlig ikke uden betydning, at Twitter kan “lade historier forsvinde” fra den offentlige debat, der ikke passer ind i deres medarbejderes og de mere formuende globalisters ideologiske fortælling. En uge før end amerikanerne skulle vælge om deres næste præsident igen skulle være Donald J Trump eller den kognitivt kompromitterede Joe Biden, blev en grundig artikel i New York Post ‘forsvundet’ fra Twitter.

Avisen gennemgik indholdet af præsidentkandidat Joe Bidens søn, Hunter Bidens bærebare computers harddisk. Her kunne man, ud over en del privat optaget pornografisk materiale, se, hvilke korrupte forretningsforbindelser, den crack-rygende og alkoholiserede søn af den tidligere vicepræsident havde, og hvorledes hans økonomi flød sammen med faderens og resten af familien Bidens:
– En ægtefælle til Ruslands rigeste oligark havde doneret Hunter et par millioner dollars- Bank of China havde været storinvestor i Hunters nyoprettede investeringsfirma, samtidig med, at faderen indgik en handelsaftale mellem Kina og USA,
– et ukrainsk energiselskab ejet af Ukraines mest korrupte oligark, ansatte vicepræsidentens søn i bestyrelsen og efterfølgende fik faderen fyret en nævenyttig statsanklager og ude i periferien lurede den ultrafarlige gangster Whitey Bulgers nevø.

Et halvt hundrede nuværende og tidligere chefer for diverse efterretningstjenester dømte NYPs artikel til at være russisk desinformation. Dette helt uden selv at have haft adgang til Hunter Bidens harddisk. Men det var nok til, at medierne kunne diskvalificere den eksplosive historie og give Twitter en undskyldning for at slette NYPs historie fra deres platform og således forhindre den i at ‘gå viralt’. Men historien var rigtig, som bl.a de indledende resultater af efterforsker John Durham har påvist. En meningsmåling efter valget viste, at mere end 15 procent af Joe Bidens vælgere havde stemt anderledes, hvis de havde læst NYPs historie om Biden familiens korruption.

At den skrøbelige Joe Biden blev præsident er konsekvensen af en selvudnævnt klasse, der har taget magten til at afgøre, hvad der er en kloak af desinformation, og hvad der er vigtigt. The Atlantics Anna Appelbaum betragtede pludselig ikke historien om familien Bidens korruption som relevant. Helt uden at skamme sig negerede hun således den hidtidige fortælling om russisk desinformation – som om russernes kloak af desinformation bestod i at sprede irrelevans.

Twitter er langt fra det største sociale medie, men det har den suverænt stærkeste indflydelse på den politiske diskurs. At kunne kontrollere, hvem der ytrer sig på Twitter, er at kontrollere den politiske udvikling. Medierne og globalisterne vil være vogterne – og de spørger ikke sig selv, om de er galt afmarcheret