Radikal reform af velfærdsstaten er blår i øjnene

Den danske drøm om den perfekte, empatiske velfærdsstat og den kærlige hånd i nødens stund er ikke andet end et fatamorgana. Velfærdsstaten er nemlig stille og roligt ved at smuldre og sande til.

SVM-regeringen turnerer ganske vist med en fortælling om, at den er i fuld gang med at gennemføre en grundlæggende reform af velfærdsstaten. Men det er kun blår i øjnene på danskerne.

Trods løfter om mindre bureaukrati er statsstyringen af velfærdssamfundet øget markant. Den bebudede kamp mod administrativt bøvl er en gammel traver. Det er ikke første gang, en dansk regering har erklæret krig mod bureaukratiet. Faktisk ville det være svært at finde en, der ikke gik med sådanne tanker.

Regeringen skulle nedlægge jobcentrene og spare tre milliarder kroner. Det er ikke sket. Den såkaldte aktive beskæftigelsesindsats er ellers et bureaukratisk monster reguleret af 29.000 siders lovgivning. Hele den mislykkede jobcenterindsats koster 13 mia. kr. om året, hvoraf mere end 5 mia. kr. alene er årlige administrationsomkostninger. Det er et frygteligt frås med danskernes penge. Dine og mine skattekroner.

Hverken afskaffelsen af store bededag eller uddannelsesreformen forventes at resultere i øget arbejdsudbud.

Regeringens skattelettelser er rene almisser. Almindelige arbejder- og funktionærfamilier vil kun få 300 kroner om året.

Konkrete forslag til reformer, der virkeligt batter, har SVM-regeringen altså ikke. Det bør dog ikke komme bag på nogen. Ingen politikere, der vil genvælges, vil jo for alvor udfordre fagbevægelsen og de magtfulde offentlige særinteresser. Det er ikke karrierefremmende.

Mens velfærdsstaten således er ved at gå op i sømmene, søger flere og flere danskere mod de private velfærdstilbud.

Virkeligheden i dagens Danmark er, at A-holdet – den heldige velpolstrede middelklasse med et fast vellønnet arbejde, pensionsopsparing, arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer, private velfærdsforsikringer og store friværdier – nyder velfærd i luksusklasse.

B-holdet – de mindrebemidlede danskere med de korte uddannelser, laveste indkomster og ringeste helbred – må derimod nøjes med skrabet offentlig leverpostejsvelfærd for de fattige.

Den universelle danske velfærdsmodel med ens velfærd til alle er død og begravet.

André Rossmann