Rambukindbrud

Stenhusvej, Holbæk

I går kl. 07.01 anmeldte en cykelforretning i Holbæk Megacenter, at der nu for anden gang inden for en uge, var blevet begået et rambukindbrud mod forretningen. Samme facadevindue, som var afdækket med en plade efter sidste indbrud var smadret af en bil, så der var adgang til butikken.

Indbruddet blev begået natten mellem onsdag og torsdag omkring kl. 02.58. Der blev igen denne nat stjålet dyre cykler fra stedet, men det endelige antal er endnu ikke opgjort. Politiet søgte torsdag morgen med hunde omkring gerningsstedet efter spor, og der blev foretaget en gerningsstedsundersøgelse af politiets efterforskere. Der blev ved undersøgelsen fundet effekter, som nu skal undersøges nærmere. På butikkens overvågning sås fronten af en hvid Fiat Ducato, som politiet formoder er den samme stjålne varebil, som blev brugt ved rambuktyveriet natten til mandag.

Vidner som har bemærket en hvid Fiat Ducato varebil, som formentlig har skader bag på eller på fronten bedes kontakte politiet. Borgere som har set noget i forbindelse med de to indbrud, eller som bliver tilbudt fabriksnye cykler skal ringe til politiet på tlf. 114.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)