RAPPORT FRA DET RØDE KLIMAFELT

Yndlingsbeskæftigelsen hos FN’s Klimapanel (IPCC), politikere og medier er at udvikle og præsentere skrækscenarier for klodens klimatiske udvikling, der vil gøre planeten ubeboelig, hvis ikke vi får standset den globale opvarmning, der udelukkende skyldes den stigende udledning af menneskeskabte klimagasser, først og fremmest af CO2. Hvis man skal skabe en klimastatistik, der sætter en skræk i livet på folk, gælder det om at vælge et udgangspunkt for målingerne, hvor det var usædvanligt koldt og slutte med en periode, hvor det var usædvanligt varmt. Det er derfor, at de fleste måleperioder strækker sig fra typisk 1850 til 2022.Det var rigtigt koldt i Danmark i midten af 1800-tallet. Vi var på vej ud af den periode, klimaforskerne kalder for den Lille Istid, som ligger mellem år 1350 og 1900. Det var ikke en sammenhængende periode med en permanent nedkøling, men bestod af et antal forholdsvis korte perioder, der er sammenfaldende med nedsat solaktivitet afbrudt af noget lunere tidsafsnit.

St. Blichers frysende vinterdigt: ”Det er hvidt herude. Kyndelmisse slår sin knude overmåde hvas og hård” er fra 1838. I fortællingen om julen i Nøddebo Præstegård (1862) kører pastoren sin familie til julegudstjeneste i kane, og i ’Peters Jul’ fra 1866 møder vi lille Peter, der glæder sig i denne tid: ”Nu falder julesneen hvid”. Den hvide jul dengang var ikke digt og fantasi, men reel, fordi Danmark var snedækket og bundfrosset i vintermånederne. Vores skrækscenarie har således med 1850 som basisår et fint udgangspunkt for at udløse et klimachok hos almuen. Hvis vi så bruger 2022, som ifølge Berkeley Earth var det femtevarmeste år siden 1850, som slutmåling har vi en eksplosiv global varmekurve. Da industrialiseringen tager fart netop efter 1850, kan vi nu også påvise et sammenfald mellem stigende temperaturer og udledningen af CO2. IPCC, pressen og politikerne forstærker budskabet, så der ikke længere tales om et sammenfald, men om en sammenhæng, som nu er blevet den oplevede og etablerede sandhed. Også selv om der ikke foreligger et eneste videnskabeligt studie, der entydigt påviser sammenhængen mellem menneskeskabt CO2 og temperaturstigningerne. Vi ved dog, at udledningerne af CO2 er meget beskedne sammenlignet med de enorme mængder, der er i omløb fra klodens overflade, have, planter og atmosfære.

Når klimaspøgelset dyrkes intensivt af en manipulerende akse af IPCC, medier og politikere, er det fordi, der er gevinster at hente for alle tre parter. IPCC kan hale milliardstore bevillinger ud af de demokratiske nationer. Medierne scorer profit på udbasuneringen af dårlige nyheder, der giver flere klik, læsere og seere end gode nyheder. Og for politikerne er borgernes klimaskræk den ideelle gearkasse i omstillingen fra markedsøkonomi over kompensationssamfundet til formynderstaten. Denne omstilling har tre faser: første fase er en ændring af borgernes adfærd. Folk skal bringes til at frygte den globale opvarmning og udvise taknemmelighed over for fremsynede, ansvarlige politikere, der vil bringe temperaturen under kontrol gennem den grønne omstilling. Dette er lykkedes komplet. Op til folketingsvalget i 2019 erklærede et flertal af de adspurgte vælgere, at klimakampen var det vigtigste tema. Ved valget i 2022 viste alle meningsmålinger, at klimaet var det emne, der optog de unge vælgere mest.

Omstillingens anden fase er en begrænsning af udbuddet af fossile brændstoffer. Produktionen af gas og olie fra Nordsøen reduceres. Ingen nye boringer, nedlæggelse af atomkraftværker og kulkraftværker. Stigende afgifter på fossil energi. Knapheden fører til prisstigninger og inflation, der først rammer forbrugernes energiregninger, derefter fødevarer, transport og alt andet. Krisen er skabt af politikerne, som unddrager sig kritik, fordi vælgerne nu er opdraget til at acceptere deres ulykke som et beredvilligt offer på den grønne omstillings alter.

Tredje fase på vej mod kompensationssamfundet er ansættelsen af tusindvis af offentlige medarbejdere, der skal omfordele skatteindtægterne til de mange ’svage grupper’, der nu kan få kompensation til delvis genopretning af deres smadrede privatøkonomi ved at modtage nogle af deres egne og andres konfiskerede penge. Vælgerne har dermed accepteret, at deres penge ligger bedst i statens lommer. Sådan skaber politikere og medier kompensationssamfundet til applaus fra ulykkelige, men taknemmelige borgere, der nu er opdraget til at ofre alt i den totale krig mod den globale opvarmning.

Den grønne omstillings virkelige tragedie ligger imidlertid i Kinas og Indiens fornægtelse af IPCC’s dommedagsprædiken. De kinesiske og indiske ledere tror simpelthen ikke på myten om klodens CO2-undergang. Fossile brændstoffer leverer 80 procent af klodens energiforbrug, som ventes at stige med 50 procent gennem dette århundrede. For at nå målene i Paris-aftalen skal de fossile brændstoffer afvikles helt inden for de næste 50 år.

Der er ifølge mediet Carbon Tracker mere end 600 kulkraftværker under opførelse globalt, heraf de fleste i Kina og Indien. Hvis de to nationer virkelig troede på CO2 døden, ville de jo ikke fremskynde den gennem kulkraftudledninger. Kina anlægger en række kunstige øer i det Sydkinesiske Hav uden diger eller andet værn mod IPCC’s annoncerede havstigninger. Kineserne tror ikke på stigende vandspejl eller øgede havtemperaturer, fordi de ved, at havtemperaturen har været svagt stigende de sidste 20 000 år og kun øges med 0,004 celcius for hvert årti. Klima-alarmisten over dem alle, Barack Obama, har netop købt et sommerpalads i det hundedyre Martha’s Vineyard beliggende helt ude i vandkanten. Hvad med de voldsomme klimaoversvømmelser? CO2-døden er altså noget vi taler om, men ikke tror på.

De mere kloge har atter narret de mindre kloge. Men hvor længe? Berkely Earth oplyser, at satellit-målinger har beregnet, at globale temperaturstigninger andrager 0,13 grader celcius for hvert årti siden 1978. Der har vi været før i den globale klimahistorie. Det kan vi godt leve med. I stedet for at fortsætte hysteriet burde medierne interessere sig mere for at sætte sig ind i det faglige stof og forklare, hvorfor klimarapporterne altid tager fejl og rammer langt fra skiven. Den danske almue vil byde en ny oplysningstid velkommen.