Regeringens uløselige gymnasiekvaler

Tak til de mange, der har reageret på mit opslag om mine helbredsproblemer – og ikke mindst til dem, der har sendt mig venlige tanker. Kun en enkelt morer sig over situationen og har forsynet min opdatering med en smiley. Der går nogle dage, inden jeg får den endelige diagnose, og indtil da kan jeg lige så godt bruge tiden på noget fornuftigt – så som at læse Martin Ågerups kommentar i dagens Berlingske.

CEPOS-direktøren undrer sig over, hvad der blev af SVM-regeringens løfte om en ”grundlæggende frisættelse af velfærdssamfundet, der øger det frie valg for den enkelte”. Det kan han ikke få til at stemme med samme regerings bestræbelser på at tvangsfordele gymnasieelever. Først ville Mette Frederiksen fordele på grundlag af forældrenes indkomst, men nu tumler regeringen med andre fordelingskriterier, f.eks. forældrenes uddannelsesbaggrund eller formue. Under alle omstændigheder er det regeringen om at gøre at begrænse det frie gymnasievalg, som Socialdemokratiets uddannelsesordfører, Frederik Vad, har betegnet som ”frivillig apartheid”.

Den påståede apartheid dækker over det fænomen, at forældre og elever har en tendens til at frekventere gymnasier, der kan tilbyde en kvalitetsuddannelse i stedet for at være centre for sociale eksperimenter. Eller for at sige det, som det er: Danskere, der håber at få udbytte af deres uddannelse, vil ikke være på skoler, der domineres af muslimsk kultur, og der skal ikke være mange muslimer i en klasse, før det er tilfældet.

Det kan regeringen og andre politisk korrekte politikere eller eksperter naturligvis ikke sige. Og det er en skam, for man kan ikke løse et problem, som man ikke vover at identificere. Man kan eller vil heller ikke gribe fat om det centrale i miseren, nemlig at det intet sted er lykkedes at integrere en muslimsk befolkning, når den har nået en kritisk størrelse. Når det sker, vil de muslimske tilvandrere isolere sig som et andet folk, som danskerne får lov at dele territoriet med, men som aldrig bliver medborgere i den gamle forstand. Det kan vi bl.a. se af, at 77 pct. af herboende muslimer meddeler, at de foretrækker den muslimske lov, shariaen, frem for Grundloven. Dvs. at de ikke er demokrater, for Allahs lov er ikke noget, man indfører ved en demokratisk beslutning i Folketinget. Shariaen er én gang for alle dikteret fra højeste sted, og de rettroende har pligt til at følge den – i den udstrækning, det omgivende, vantro samfund ikke forhindrer det.

Det vil naturligvis afspejle sig i muslimske gymnasieelevers adfærd. Som muslimer har de, fra de var små, lært, at ummaen er verdens bedste folk, som aldeles ikke må tage ved lære af vantro og ikke begynde at indoptage dansk eller vestlig kultur.

En sådan grundindstilling vil selvfølgelig påvirke klimaet i enhver gymnasieklasse med muslimske elever. Hvis man tvangsfordeler eleverne på en sådan måde, at der sidder et vist antal muslimer i hver klasse, opnår man ikke andet end at ødelægge hele gymnasieskolen.

Det synes Martin Ågerup at have forstået – i hvert fald delvis. Han går derfor ind for, at man i stedet for at fordele elever koncentrerer sig om de problematiske gymnasier og eventuelt smider uvorne elever ud eller helt lukker de berørte skoler.

Det forekommer fornuftigt – især hvis man åbent og ærligt siger, at elever, der ikke vil indrette sig efter danske normer, slet ikke hører hjemme i gymnasiet.

Ingen regering tør vælge den kurs, så indtil videre er den bedste løsning så vidt muligt at beholde sharia-eleverne på få gymnasier, så de ikke forstyrrer elever, der har søgt til gymnasiet for at dygtiggøre sig til en videre uddannelse.

Det skriver Martin Ågerup ikke, og det må han endelig ikke tro, at jeg vil beskylde ham for. Men derfor er det alligevel rigtigt.