SÅ ER DET SIDSTE UDKALD FOR DEN SUNDE FORNUFT

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Hvis danskerne stemmer ja til en afvikling af forsvarsforbeholdet, er det et kynisk vælgerkup iværksat af regeringen. Hvis vi skulle have stemt om forbeholdet den 1. februar, var det blevet et tordnende nej, fordi vi er godt klar over, at vort NATO-forsvar er nødlidende og ikke skal udvandes yderligere gennem Danmarks deltagelse i en EU-militarisering. Men Ruslands invasion af Ukraine har hensat store dele af befolkningen i angst og utryghed. Og i den tilstand mister man overblik og fornuft og bliver villig til hvad som helst, der kan ligne mere tryghed og sikkerhed. Debatterne op til folkeafstemningen har været præget af ja-partiernes udnyttelse af de vælgere, der er ramt af Putin-panikken. Regeringen har forsøgt at sælge budskabet om, at et ja til det militære samarbejde betyder en støtte til Ukraine. Et nej vil derimod få Putin til frydefuldt at gnide sig i hænderne, selv om den russiske præsident nok ikke har nogen anelse om, at der på onsdag er en folkeafstemning i et land, der rummer omkring 1 procent af EU’s befolkning. Endvidere har ja-partierne slået på, at en afvikling af forbeholdet vil være udtryk for at Danmark ønsker at give sit bidrag til sammenhold og solidaritet i Europa.

Her er imidlertid 4 grunde til at vi bør bevare ro og omtanke og stemme nej til afviklingen af forsvarsforbeholdet:

  1. EU’s demokratiske struktur en alt for mangelfuld og skrøbelig til at vi kan overlade bare en lille del af vores sikkerhed og tryghed til Unionen. EU er et skindemokrati, et departementchefstyre iklædt  demokratiske kulisser, som ligner et demokrati, men ikke er det. EU-parlamentet har ikke ret til at fremsætte lovforslag. Parlamentets autoritet kommer ikke fra folket, men fra de lunser EU-kommissionen kaster ned til det. Kun EU’s regering, som er Kommissionen, har ret til at fremsætte lovforslag. Kommissionens medlemmer er ikke folkevalgte, men udpeget af de 27 medlemsstater.  De 27 statsministre, der udgør Ministerrådet er valgt nationalt og skal genvælges i deres hjemlande og ikke ved at EU-valg. Ministerrådet interesserer sig derfor ikke meget for EU og tilstræber ikke resultater, men konsensus for enhver pris. Og konsensus er også, at vi er enige om, at vi ikke kan blive enige.
  2. EU kan ikke magte at styre større tværnationale projekter. I 1997 fik Kommissionen efter eget ønske ansvaret for at bevogte og sikre EU’s ydre grænser. I de efterfølgende år fremlagde Kommissionen aldrig en plan for, hvordan de ville løse opgaven. Hverken Parlamentet eller Ministerrådet fulgte sagen op, og pressen stillede ikke et eneste kritisk spørgsmål om, hvordan det mon gik med at sikre EU’s ydre grænser? Da 2 millioner illegale migranter væltede ind i EU i 2015, måtte vi konstatere, at Kommissionen i 18 år intet havde gjort for at løse sin opgave. Ledelsesmæssigt, politisk og organisatorisk en total katastrofe, som jo er fortsat til i dag. EU’s ydre grænser er som før porøse, og migranter strømmer og siver dagligt ind i Unionen.
  3. Vi skal ikke deltage i EU’s militære eventyr, før vi har fejet for egen dør. Vores generaler skriver i deres interne dokumenter, at det danske forsvar ikke bare skal styrkes, men ’genopbygges’. Det er et stærkt udtryk, men bruger om en bygning, der ligger i ruiner. Og det gør det danske forsvar slagtet gennem årtier af de partier, der nu vil have os ind i militariseringen af EU. Vores bidrag skal efter planen finansieres af forsvarsbudgettet. Her mangler der alt: støvler, uniformer, ammunition og moderne personelvåben. Flyvevåbnet skal have flere kampfly, overvågningsfly, transportfly, missilsystemer og kampsoldater til forsvar af flyvestationerne. Flåden mangler ubåde, missilbevæbnede korvetter og fregatter og hæren skal udstyres med nye kampvogne, infanterikampkøretøjer, selvkørende haubitser, artilleri og missilvåben. Der er behov for at uddanne en krigsstyrke på 60 000 mand, der kan mobiliseres i en skarp situation ud over den planlagte kampbrigade på 5000 mand.
  4. Danmark er med i EI2 (European Intervention Initiative), som er en militær sammenslutning af 13  europæiske demokratier, der ønsker at kunne opstille væbnede styrker, som internationalt kan løse konfliktdæmpende og fredsbevarende opgaver, enten selvstændigt eller i samarbejde med FN, NATO eller EU. Hvis vi ønsker at bidrage militært til at løse konflikter i Bosnien eller i Libyen, er der rig mulighed for at deltage i løjerne med de andre 12 lande, der er medlemmer af EI2- alliancen  heriblandt England, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Frankrig.
LÆS OGSÅ:  MONKEY BUSINESS

Hvis vi ønsker at bekæmpe piraterne ved Afrikas Horn, kan vi i dag indgå i et frivilligt sømilitært samarbejde med andre store søfartsnationer som Grækenland, Norge, UK og USA, der tilsammen kan stille den nødvendige kampkraft på benene. Det behøver vi ikke EU til.

Danmark har således alle muligheder for at forsvare og opretholde sin nationale tryghed og sikkerhed inden for sine eksisterende alliancer og militære konstellationer. Hvis Bornholm bliver besat af russerne i morgen, hvem kommer os så til undsætning? Er det FN? Er det EU? Nej, det er NATO. Lad os nu være fornuftige og lægge alle vores æg i NATO- kurven. Det gør vi ved at stemme NEJ på onsdag.