Sådan bryder islam sammen

Af Lars Hedegaard.

Urolighederne fortsætter i Iran, hvor indbyggere, som har fået nok af præstestyret, trodser regimets kugler, tåregas og arrestationer. Kravet er en ende på Den Islamiske Republik.
Regimet har svaret ved at forstærke den voldelige undertrykkelse. Snesevis af demonstranter er blevet dræbt, og regeringen har lukket for internettet for at forhindre protesterne i at brede sig. Alligevel har de bredt sig til snesevis af byer, bl.a. hovedstaden Teheran.
I byen Osvanieh i Irans nordvestlige del er det kommet til ildkampe mellem den hovedsageligt kurdiske befolkning og regimets undertrykkelsesapparat, og mange kvinder har benyttet lejligheden til at brænde deres hijab, den islamiske hovedbeklædning, som præstestyret tvinger alle kvinder til at gå med.
I den vestlige verden kan det være svært at forstå, hvorfor islamiske magthavere lægger så afgørende vægt på kvindernes tildækning. Herhjemme er der tilmed venstreorienterede meningsdannere og påståede feminister, der agiterer for den kvindelige tildækning som en ret, kvinder har. Ligesom slaver har ret til at bære lænker.
Hvoraf kommer islams sygelige optagethed af kvinders påklædning? For at forstå det, må vi tilbage til den islamiske ideologis og samfundsforms udspring, som er de arabiske stammesamfund for 1400 år siden.
Et sådant samfund præges af konstante kampe mellem stammer eller klaner om jord, kameler og andre ressourcer. Svage klaner bukker under for stærke, og den klan, der ikke kan mønstre tilstrækkeligt med krigere, er dømt til undergang. Derfor er det afgørende for klanens leder at have kontrol over kvinderne, så de ikke bliver erobret af fjendtlige nabostammer og beriger dem med deres mandlige afkom – altså med flere krigere.
Det var og er kernen i islam. Derfor må muslimske kvinder i Vesten ikke indlade sig med vantro – f.eks. danske – mænd, og derfor tilhører muslimske kvinders afkom altid manden.
Det ydre tegn på kvindekontrollen er hijaben eller andre varianter af den kvindelige uniformering, som viser, at kvinden ejes af ummaen – den islamiske nation.
Den dag, kvinder i massevis brænder deres uniform, bryder islam sammen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)