Sådan virker akupunktur

Akupunktur er en meget gammel behandlingsform, der har sit udspring i den kinesiske og taoistiske naturfilosofi. Indenfor den filosofi forklares akupunktur ud fra begreberne yin og yang og Qi. Yin og yang repræsenterer de modsætninger, der er i verden – vand og ild, sommer og vinter, mørke og lys mm. – og som er gensidigt afhængige af hinanden. Qi er den livsenergi, der gerne skal strømme frit igennem os. Gør den ikke det opstår en ubalance, som kan forårsage sygdom, smerte mm. i kroppen. Ved at benytte kinesisk akupunktur kan balancen genoprettes og generne forsvinde.

Meridianer

Det man konkret gør indenfor akupunktur er at arbejde med bestemte punkter på kroppen, som er tilknyttet et net af meridianbaner, der alle ligger i kroppens overflade. Meridianerne er energibaner, der løber gennem kroppen og transporterer Qi rundt. Der er i alt 14 meridianer hvoraf de 12 er såkaldte organmeridianer. Dee er alle tilknyttet et bestem organ, som de er opkaldt efter – for eksempel lungemeridianen. De to resterende meridianer er mere overordnede og styrende og løber i kroppens midterlinje både for og bag på kroppen. For at have et godt helbred skal Qi kunne flyde frit i kroppen.

Akupunkturpunkter

Tilknyttet meridianbanerne er der mere end 365 punkter også kaldet akupunkturpunkter. Hvert punkt repræsenterer en egenskab og har et nummer og et navn. Det er disse punkter, som akupunktøren påvirker med nåle og dermed genopretter den ubalance, der har forstyrret energien i kroppen.

Hvornår virker akupunktur?

Det er forskelligt alt efter behandler og sted, hvad man mener, at akupunktur er velegnet til. Hos uddannede akupunktører, mener man at akupunkturen kan hjælpe i mange situationer. Det kan være:

  • Migræne og hovedpine
  • Gigtsygdomme
  • Fordøjelsesproblemer
  • Barnløshed
  • Stress
  • Problemer med kredsløbet
  • Allergi
  • Angst
  • Tobaksafhængighed
  • Overvægt
  • Betændelse i bihulerne eller mellemørerne
  • Kvalme ved graviditet

Den klassisk akupunktur har dog vundet frem andre steder end hos alternative behandlere. Nu benyttes akupunktur også mange steder i sundhedsvæsenet som en supplerende behandling. Her mener man dog, at man skal kombinere den med traditionel vestlig lægebehandling og ikke sætte sin lid til akupunkturen alene. Især er akupunkturen blevet populær som smertestillende behandling ved fødsler og kvalmestillende behandling efter narkose og kemobehandling eller ved graviditet. Det gode ved akupunkturen er, at den mindsker brugen af konventionel medicin og de bivirkninger det kan have samt, at det er en billig behandlingsform.

Hvordan virker behandlingen med akupunktur?

Den konkrete behandling foregår på den måde at behandleren stikker nåle få millimeter ind i huden eller alternativt ind i musklen. Nålene er meget tynde og kan ofte næsten ikke mærkes. Der benyttes i reglen mellem 6 og 12 nåle og en behandling varer som regel mellem 10 minutter og 25 minutter. Nålenes tilstedeværelse stimulerer nerverne, hvilket resulterer i en øget gennemstrømning af blod på det pågældende sted. Dette udskiller smertedæmpende hormoner og sætter ofte gang i en helingsproces. Virkningen sker dog ikke fra den ene dag til den anden. Ofte skal der mellem 6 og 12 behandlinger til før effekten indtræder.

Er der gener og risici forbundet med akupunkturbehandling?

Ca. halvdelen af de klienter eller patienter, der behandles med akupunktur føler, at de bliver trætte efter behandlingen og der er risiko for, at de symptomer, man behandles for blusser op kortvarigt. Der kan også forekomme mindre blødninger, der hvor nålen stikkes i. Det er naturligvis vigtigt at man sikrer sig, at den der skal stå for behandlingen er uddannet til det og derfor ved, hvordan de skal anvende nålene. Indenfor sundhedsvæsenet mener man ikke, man skal anvende akupunktur hvis:

  • Man har fobi mod nåle
  • Man har en kronisk hævelse som følge af en strålebehandling eller operation
  • Man har en blødersygdom eller anvender blodfortyndende medicin
  • Man har en infektion eller en inflammation som følge af en operation
  • Man har nerveskader, der nedsætter ens smertefølsomhed
  • Man ikke ved, hvad årsagen til smerterne eller symptomerne er

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)