Samarbejde mellem politi og kommuner har fået flere i behandling

Samarbejdet mellem politiet og kommuner om forebyggelse af spiritus- og narkotikakørsel har fået flere i behandling, og derfor udvides tilbuddet til alle politikredsens kommuner.

Spiritus- og narkotikakørsel medfører stor fare for både føreren selv og andre i trafikken. I 2021 blev 31 danskere dræbt i trafikken i færdselsulykker, hvor føreren var alkohol- eller narkotikapåvirket. De 5 døde i vores politikreds.

 

Sektionsleder i Forebyggelsessekretariatet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kirstine Klukan udtaler:

– Spiritus og narkokørsel kan vi ikke forebygge alene med bøder og straf. Oftest stikker problematikken dybere end at man er kommet til at tage en øl for meget, men at borgerens dømmekraft er svækket af et misbrug. Her har vi brug for langsigtede løsninger og dermed brug for et tættere samarbejde med Rusmiddelscentrene, der kan tilbyde behandling.

 

Fra juni 2021 til juli 2022 har politikredsen afprøvet et nyt tiltag for at hjælpe borgere med en rusmiddeludfordring i behandling. Borgere med bopæl i Guldborgsund og Lolland Kommune, blev i forbindelse med sigtelser for spiritus- eller narkotikakørsel, tilbudt at blive kontaktet af kommunens rusmiddelcenter, hvor borgeren kunne få en uforpligtende samtale, rådgivning og tilbud om behandling. Det var der i forsøgsperioden 55 borgere som takkede ”ja” til.

 

Teamleder Anika Quist fra Rusmiddelcenter Lolland siger:
– Det er en særdeles god mulighed politi og kommune har fået her for at hjælpe nogle borgere tidligere i behandling. Vi har oplevet et rigtigt godt samarbejde omkring disse borgere og har haft stor succes i Lolland kommune med at få dem indskrevet i misbrugsbehandling.

LÆS OGSÅ:  Et flertal af unge føler sig presset til at drikke alkohol

På baggrund af de gode erfaringer har Sydsjællands og Lolland-Falsters politi inviteret rusmiddelscentre fra kredsens syv kommuner (Lolland, Guldborgsund, Slagelse, Sorø, Faxe, Næstved og Vordingborg) med i samarbejdet, hvilket alle syv kommuner har takket ja til. Hermed vil det fra d. 1. april 2023 være en kredsdækkende indsats, at spiritus- og narkobilister bliver tilbudt at få hjælp til rådgivning eller gratis misbrugsbehandling ved nærmeste rusmiddelscenter.

 

Indsatsen er baseret på erfaringer fra Sverige, model SMADIT, hvor metoden med succes har været i brug siden 2003, ligesom der er gode erfaringer fra lignende tiltag i Nordjylland, Midt-og Vestjylland, Nordsjælland og på Bornholm. Projektet bliver fulgt af Center for Rusmiddelforskning.

 

Yderligere information om indsatser: Center for Rusmiddelforskning (CfR igangsatte i 2021 projekt ”Forebyggende indsatser mod kørsel i påvirket tilstand” (FIAT), som havde til formål at undersøge forebyggende indsatser mod spiritus- og narkotikakørsel for at hjælpe borgere med rusmiddelproblemer i behandling. https://psy.au.dk/forskning/forskningscentre-og-klinikker/center-for-rusmiddelforskning/forskning/forskningsprojekter/fiat-forebyggende-indsatser-mod-alkohol-i-trafikken

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)