Seks personer varetægtsfængslet i sag om indsmugling af lægemidler og doping

UKA Vest gennemførte tirsdag – i samarbejde med Sydøstjyllands Politi og Zollfahndungsamt Hamburg, Dienstsitz Kiel – en større politiaktion, hvor personerne blev anholdt.

 

 

Fem mænd i alderen mellem 35 og 46 år samt en 34-årig kvinde blev onsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i foreløbig fire uger i et større sagskompleks om organiseret, grænseoverskridende kriminalitet.

 

De seks personer er dels sigtet for at have overtrådt lægemiddelloven ved at indsmugle 864.200 piller til en estimeret værdi af cirka 8,3 millioner kroner med henblik på videresalg.

 

Dels er de sigtet for overtrædelse af straffeloven ved under skærpede omstændigheder at have indsmuglet en p.t. ukendt, større mængde dopingenheder, som er blevet videreoverdraget.

 

En 37-årig mand erkender delvist overtrædelse af lægemiddelloven, men nægter doping-sigtelsen, mens de øvrige nægter sig skyldige i begge sigtelser.

 

Den 34-årige kvinde kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret, mens de øvrige ikke kærede.
Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi gennemførte tirsdag – i samarbejde med Sydøstjyllands Politi og Zollfahndungsamt Hamburg, Dienstsitz Kiel – en større politiaktion, hvor personerne blev anholdt.

 

Dansk-tysk efterforskning

Aktionen fandt sted i en koordineret indsats i både Danmark og i Nordtyskland på baggrund af en længerevarende efterforskning fra dansk og tysk side.

 

Staatsanwaltschaft Flensburg og Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med EU’s Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust) sikret det juridiske grundlag for det internationale samarbejde.

 

En 46-årig mand er blevet anholdt i Padborg, mens de øvrige anholdelser er sket i Kolding. Politiet har desuden foretaget ransagninger flere steder.

 

Da der er tale om en verserende sag, har Syd- og Sønderjyllands Politi p.t. ikke yderligere oplysninger til pressen.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)