Der er ingen politisk løsning på Nordkoreas fødevareproblem foreløbig. Nu træder civilsamfundet i aktion. Mission Øst går ind med mad til mindst 10.000 udsatte børn.
Politiske forhandlinger mellem USA og Nordkorea er brudt sammen. Sanktionerne fortsætter. 25 millioner nordkoreanere mangler lige nu mindst 1,4 millioner tons mad. 40 procent af befolkningen – 10 millioner mennesker – er kronisk underernærede. Endnu en alvorlig fødevarekrise truer. Børn risikerer at dø.
Så alvorlig er krisen for den nordkoreanske befolkning lige nu. Derfor har Mission Øst besluttet at gå ind med mad til omkring 10.000 børn i daginstitutioner.
Og det skal gå stærkt. Generalsekretær Kim Hartzner frygter det syn, der mødte ham, da han besøgte børnehjem under den seneste store fødevarekrise i Nordkorea i 2012:
– Her så jeg børn så underernærede, at de vaklede apatiske rundt. Nogle var så afkræftede, at de ikke kunne rejse sig fra betongulvet. De havde udspilede maver af mangel på protein, deres ben var så tynde som stylter, håret var delvis faldet af. Deres normale sorte hår var blevet misfarvet og var delvis gråt eller hvidt. De havde parasitter og øjenbetændelser. Det var en gru at se på.
Mission Øst fløj ind med majs og kosttilskud med proteiner, vitaminer og mineraler til omkring 48.000 børn. Nu er hjælpeorganisationen klar til at gøre noget lignende igen:
– Vi tømmer vores nødhjælpspulje og inviterer gavmilde danskere til at være med. For 80 kroner kan vi give et næringsrigt måltid pr. barn hver dag i tre måneder. Vi kan hjælpe 6.300 børn på stående fod, men vi vil hjælpe mange flere. Kommer vi op på 1,5 million kr., kan vi hjælpe 20.000 børn, og så fremdeles. Hvor mange børn, vi kan hjælpe, afhænger af, hvor mange danskere, som vil være med, siger Kim Hartzner.
Mission Øst arbejder på højtryk for at få logistikken på plads. I løbet af få uger kan en konvoj af lastbiler køre ind med nødforsyninger. Mission Øst uddeler fødevarerne i vuggestuer og børnehaver i samarbejde med de nordkoreanske myndigheder. I vuggestuerne vil de små børn få to små måltider om dagen, og i børnehaverne et måltid varm mad og et mellemmåltid hver dag.
Mission Øst sikrer, at nødhjælpen når helt frem til dem, der har allerstørst behov. Hjælpeorganisationen har stor erfaring i at uddele nødhjælp til de mest sårbare grupper i bl.a. Irak og Afghanistan. I Nordkorea har organisationen arbejdet med nødhjælp, genopbygning efter oversvømmelser og udvikling af bæredygtigt landbrug siden 2011.
Generalsekretær Kim Hartzner har besøgt Nordkorea otte gange, senest i august 2018, hvor han ved selvsyn konstaterede den fejlslagne høst og forudsagde en kommende fødevarekrise. Men først den 23. februar 2019 bad Nordkorea FN om hjælp. Det er den anmodning, Mission Øst reagerer på i samarbejde med FN.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)