Servicemeddelelse

Af Lars Hedegaard.

Nu skal I høre – servicemeddelse
USA’s politiske og forfatningsmæssige krise tilspidses dag for dag, og det bliver kun værre, efterhånden som vi kommer tættere på midtvejsvalget i november.
Jeg har bestemt mig for at skildre udviklingen, så godt jeg kan ud fra kilder, som jeg finder troværdige – og nej, det er hverken Weekendavisen, Politiken, Berlingske eller DR.
I takt med USA’s tiltagende krise vokser også hysteriet herhjemme. Nogle bliver rasende over, at de på min facebook kan læse andre oplysninger eller udlægninger end dem, der bliver serveret af en enig dansk presse. Og hvordan kunne det være anderledes, når samtlige danske medier gennem syv år kun har præsenteret negative og hadefulde historier om Donald Trump – mange af dem opdigtede eller fordrejede?
Det kommer derfor ikke bag på mig at møde indlæg, der udelukkende består af en tilsvining af mig og dem, der måtte være mere eller mindre enige med mig. Indlæg som: sikke en flok trumpister, sikke en omgang ”oralt onani”, sikke nogle stakler, der skal have noget at tro på. Aldrig et fornuftsræsonnement, et redeligt argument eller en konkret oplysning.
Jeg synes ikke, at den slags brøl klæder min side. Jeg kunne selvfølgelig prøve at blokere disse nulbidragere, men det er ofte en vanskelig og tidskrævende operation, fordi mange af dem optræder under talrige profiler. Derfor har jeg besluttet simpelthen at slette argumentløse ukvemsudbrud. Der er sikkert mange aviser, som hellere end gerne vil lægge spalteplads til enhver, der hader Trump.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)