Sigtet for at have forvoldt fare efter voldsom kørsel

En patrulje fra Østjyllands Politi fik søndag på Holmstrupgårdvej i Brabrand omkring kl. 13.35 øje på en bil, som de vidste tilhørte en 21-årig mand, som er frakendt kørekortet. Bilen kørte i den modsatte retning af betjentene, som lidt længere henne fik vendt patruljebilen. De nåede lige at se bilen køre ind på en p-plads ved en skole, og da de kom frem til stedet, var bilen efterladt, og bilisten stukket af.

Patruljen besluttede at vente på stedet for at se, om bilisten vendte tilbage, og den ene betjent stillede sig diskret i nærheden, mens den anden holdt lidt væk i patruljebilen.

Efter nogle minutter kom bilisten igen og satte sig ind i bilen, som han begyndte at køre ud fra p-pladsen. Betjenten, der havde stået tæt på, stillede sig nu ud foran bilen og gav tegn til, at bilisten skulle standse.

Det ignorerede bilisten dog, og da han fortsatte sin kørsel fremad, valgte betjenten til sidst at springe til side, hvorefter han fik kontaktet sin kollega i patruljebilen. Bilisten standsede dog heller ikke, da betjenten i patruljebilen forsøgte at få ham til at stoppe. I stedet kørte han lige mod politibilen, så betjenten måtte dreje af for at undgå sammenstød.

Bilisten nåede dog ikke langt, for lidt længere henne ad vejen opdagede betjentene kort efter hans bil, der stod på et helleanlæg, hvor den var ramt ind i en gadelampe. Der var ingen spor efter bilisten.

Betjentene var overbeviste om, at de havde set den 21-årige mand sidde bag rattet i bilen, og et par timer senere fandt en patrulje frem til ham på en adresse i Brabrand, hvor han blev anholdt, selvom han nægtede at have kørt bilen.

Han er foreløbigt sigtet for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed, for trussel om vold mod nogen i offentlig tjeneste, for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for at have kørt midt på vejen ved påkørslen af helleanlægget og for at have flygtet fra et færdselsuheld.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)