Smertefuldt. Pinligt. Og nødvendigt. Holocaust er et åbent sår og det skal holdes åbent.


Hver uge tager 24NYT temperaturen på ytringsfriheden både i og udenfor Danmark. Medlemmer af Trykkefrihedsselskabets ledelse skriver på skift om aktuelle emner, hvor det frie ord er sat på prøve.


 

Men behøver vi staten til at definere den sande historieopfattelse – klarer vi det ikke selv – i et frit samfund? Og er det knap 80 år efter 2. Verdenskrigs afslutning – og tonsvis af dokumentation – nødvendigt at belaste domstolene med revisionisternes forskruede påstande om, at Holocaust aldrig har fundet sted? Bør vi ikke lade ytringsfriheden komme fjolserne til gode, så længe vi andre ved, hvad der er sket?

”Das war es.” Med disse ord lader instruktøren Matti Geschonneck SS-officeren Reinhard Heydrich afslutte det halvanden time lange møde, der beseglede Det tredje Riges plan om at fjerne samtlige europæiske jøder fra jordens overflade.

Det sker i den nye spillefilm, Wannsee-konferencen, der nu er blevet filmatiseret for tredje gang.

Det er uvist om Heydrichs ord faldt lige præcis sådan, da filmen først og fremmest bygger på den godt 15 sider lange beslutningsprotokol forfattet af Adolf Eichmann, men de tre små ord beskriver meget rammende det fingerknips med hvilket nazisterne planlagde og begik en af de største forbrydelser i det 20. århundrede. 

I det hele taget er det instruktørens store fortjeneste, at han vælger at barbere sædvanlige dramatiske effekter ned til et minimum og udelukkende lader ordene fra de femten mødedeltagere udgøre filmens iskolde gru: hvad enten der er tale om den kølige jurist fra Justitsministeriet, der minder om vigtigheden af at følge procedurerne, SS-officeren fra Generalguvernementet (den af tyskerne besatte del af Polen), der opponerer mod at blive bebyrdet for hurtigt med jødetransporter, når de indtil videre ”har nok at se til med deres egne” eller den umiddelbart forekommende omsorgsfulde embedsmand – man holder vejret – hvis omsorg dog lidt senere i filmen viser sig udelukkende at omfatte de unge tyskere, der skal stå for det praktiske arbejde i kz-lejrene, og som han nødigt ser vende tilbage til deres ægtefæller som psykiske vrag.      

LÆS OGSÅ:  Tanker om valget og ytringsfrihed

Endnu en gang har man frivilligt sat sig ind i biografmørket for at prøve at begribe baggrunden for, og bearbejde omfanget af, denne forbrydelse, og man trøstes ved, at en tysk instruktør igen finder det formålstjenligt at formidle dette skæbnesvangre møde og dermed holde såret om Holocaust åbent. 

Og det skal holdes åbent. 

For nulevende tyskere, der ikke har lod og del i forbrydelsen, må det være smertefuldt og pinligt at blive konfronteret med Holocaust, men det er bydende nødvendigt at holde et fortsat fokus på det skete af hensyn til kommende generationer – både i og uden for Tyskland – hvad alene denne voxpop giver en hurtig bekræftelse af: https://www.youtube.com/watch?v=q_2hZDUfH1k 

Hvad er følgerne af totalitære ideologier? Og hvad fik de mennesker, der i udgangspunktet lignede helt almindelige tyskere, til at bidrage til denne ondskab? 

Men ikke blot tyskere. Hvad var f.eks. dele af den polske civilbefolknings medvirken til Holocaust? 

Tonsvis af dokumentation til trods – ikke mindst Eichmanns beslutningsprotokol – findes der stadig folk, der i ramme alvor påstår, at Holocaust aldrig har fundet sted. 

Et grotesk eksempel er den nu 94-årige tyske historiker, Ursula Haverbeck, i folkemunde døbt ”Nazi-Oma”, der konstant idømmes bøder og fængselsstraffe, bl.a. for at have påstået, at Holocaust er den største løgn.

Det har siden krigen været strafbart i Tyskland (og i dag i 17 andre europæiske lande) at benægte Holocaust, og efter Tyskland i 1994 skærpede paragraf 130 kan det give op til fem års fængsel at benægte eller bagatellisere forbrydelserne begået mellem 1933-45.

LÆS OGSÅ:  Rumble in the Tumble

Intentionen har været at slå det ubestridelige faktum om Holocaust fast med syvtommersøm – og dermed påtage sig det fulde ansvar for forbrydelsen – og at udvise hensyn over for overlevende og pårørende til de 6 mio. jøder, der omkom.  Det er både forståeligt. Og sympatisk.

Men det er alligevel relevant at spørge, om lovgivningen gavner, og om domstolene knap 80 år efter 2. Verdenskrigs afslutning skal belastes med revisionisternes påstande om, at Holocaust aldrig fandt sted? Bør vi ikke lade ytringsfriheden komme fjolserne til gode, så længe vi andre ved, hvad der er sket?

Hvis forventningen med loven også var at kaste et brandtæppe over deres forskruede historieopfattelse, over antisemitisme og hensynsløshed har man fejlet eklatant, idet de skyldige altid påkalder sig en masse opmærksomhed, når straffesagerne omtales i dagspressen og på de sociale medier.

Og gavner det, når stater tiltager sig definitionsretten til den rigtige historieopfattelse? Den flugter i mange tilfælde med kendsgerningerne, men ikke altid: samtidigt med, at Polen har straffe på op til tre år for benægtelse af forbrydelser begået under nazismen og kommunismen har landet en paragraf i sin straffelov, der siger, (…) ”at den, der offentligt fornærmer den polske nation, kan straffes med op til tre års fængsel”. Paragraffen blev i 2015 forsøgt anvendt mod den polsk-amerikanske historiker, sociolog og professor Jan T. Gross, der flere gange er blevet voldsomt upopulær i sit hjemland; bl.a. da han i sin bog Gylden Høst (Ondskab i skyggen af Holocaust) fra 2011 (på dansk i 2012) undersøgte polske bønders udrensning af jøder fra landets landsbyer, polakker, der berøvede jøder deres ejendele og som i jagt på guldtænder og smykker skændede gravfreden omkring kz-lejrene, mens den katolske kirke så til i tavshed – hvis ikke med billigelse.

LÆS OGSÅ:  Prager University vs. YouTube

Og den tyrkiske stat har siden 1920’erne af flere grunde nægtet at anerkende mellem 400.000 – 1.5 mio. kristne armenieres død i årene mellem 1915-18 som et folkedrab, selvom det er anerkendt viden blandt de fleste forskere, at der netop var tale om et … folkedrab.

Vores naboland Tyskland, der føler en permanent forpligtelse til systematisk at bekæmpe ethvert tilløb til både fremmedhad og bagatellisering af Holocaust, har i EU-regi presset på for at få samtlige medlemslande til at gøre benægtelsen strafbar, og EU’s rammeafgørelse fra 2008 sigter til, at alle landene bør arbejde på at implementere bestræbelserne i deres nationale lovgivning. 

Det er unødvendigt.

Danmark er ikke blevet et helle for Holocaust-benægtere, kronragede nynazister og hagekors i gadebilledet, selvom vi ikke har en paragraf, der slår ned på disse personer. Bortset fra nogle få, der er uden for pædagogisk rækkevidde, ved vi godt, at forbrydelsen har fundet sted. 

Men den bør være genstand for fortsat opmærksomhed. 

Det skylder vi ofrene. Revisionisterne. Og os selv.

Kit Louise Strand er medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)