Snylternes perverse logik

Donald Trumps beslutning om at trække amerikanske styrker hjem fra Syrien har fået det danske hylekor op på mærkerne.

Trump opererer med et meget snævert syn på USA’s interesser”, skriver chefredaktør Tom Jensen i Berlingske. Han kan ikke se, at det er helt ud i hampen, at danskerne skal belære amerikanerne om, hvad der er bedst for USA.

Den danske forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V), har på Facebook rost den afgående amerikanske forsvarsminister Jim Mattis for at repræsentere ”de stærke værdier, som skabte et alliancefælleskab mellem USA og europæerne”.

Glemt er det, at det ikke kunne gå hurtigt nok for danskerne at svigte nævnte alliancefællesskab. I dag opfatter amerikanerne med rette danskerne som utaknemmelige snyltere, der igennem årtier har været stærkt antiamerikanske, har kørt på frihjul på NATOs bekostning og har ladet USA betale regningen.

Den opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, ikke kun i Trump-regeringen.

Den snu småstatsstrategi, som Danmark følger, foreskriver, at det sikkerhedspolitisk gælder om at køre på fribillet og altid være parat til at kæmpe til den sidste amerikaner.

Ikke til den sidste dansker, for ifølge forsvaret har Danmark p.t. intet materiel eller mandskab udstationeret i Syrien. Derfor er det amerikanske soldater, der må ofre livet for at forsvare de værdier, som de snu danskere påstår er deres. Klart.

Der skulle netop en voksen som Donald Trump til at minde europæerne, herunder danskerne om, at frihed og sikkerhed ikke er noget, der kommer gratis udefra, og at de skal leve op til de indgåede aftaler og bidrage med den nødvendige økonomi til at løfte den fælles byrde i NATO.

Det er dog ikke mange i Danmark, der kan og vil forstå. Man vil hellere bruge penge på velfærd og migranter og lade USA sørge for danskernes sikkerhed. Klart.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)