Sociale medier bugner med dyremishandling

Videoer med dyremishandling maskeret som narrestreger er en stigende trend på medier som YouTube, TikTok og Facebook, hvor videoerne har millioner af seere.

Aber får armene bundet ind til kroppen for at lære at gå oprejst på to ben, så de kan underholde i videoer på sociale medier. Foto: YouTube

Aber, hunde, katte og sågar en lang række vilde dyr. De sociale medier flyder over med dyrevideoer, der får folk til at græde af grin, mens de deler videoerne med deres venner.

I videoerne vises der for eksempel aber, der iklædes tøj som spændetrøjer, hvor de ikke kan bevæge armene og derfor tvinges til at ligge ned og spise chilier med fødderne. Der findes også videoer af hunde, der får en baby-abe fastspændt til sit ben, så begge dyr er skræmt for livet, og hunden bider ud efter aben, der forsøger at flygte.

Eksemplerne er talrige og triste. Derfor kritiserer World Animal Protection nu YouTube, Tik Tok og andre sociale medier for at vende det blinde øje til, fordi kliks og likes er mere værd end de dyreliv, der udsættes for mishandlingen.

”De store sociale medie-udbydere forsøger at dække sig ind under politikker, hvor de bandlyser videoer, der viser fysisk dyremishandling. Men når man ikke ser hverken blod eller fysisk lidelse, er der åbenbart intet problem med at vise indholdet, til trods for at der er tale om grov udnyttelse og mishandling af dyr,” siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig i World Animal Protection Danmark.

Social Media Animal Cruelty Coalition har sammen med en lang række dyrebeskyttelsesorganisationer undersøgt videoer fra TikTok, YouTube og andre sociale medier i en ny rapport. Konklusionen var rystende.

”Rapporten afslører en grusom tendens, hvor man ‘driller’ dyrene for at få en reaktion fra dem. Man ser for eksempel en abe eller elefant, der forskrækkes af en mand iført gorillakostume eller masker. Dyrene bliver skræmt fra vid og sans. Det udløser måske grin hos seerne af videoen, men dyrene udsættes altså for en voldsom psykisk mishandling, der medfører stress og angst og i nogle tilfælde også en lang række fysiske skader, når de optræder i de her videoer,” siger Stephanie Kruuse Klausen.

Videoer med aber og andre dyr, der forskrækkes af folk iført skræmmende masker er et hit på sociale medier. Foto: YouTube

Abevideoer er tortur
I den mildere ende af underholdningen på sociale medier finder man aber iklædt dukketøj, kørende rundt i legebiler, mens de udfører huslige pligter i deres legetøjshjem. Videoer som har en ’nuttetheds’-faktor, og som særligt børn er vilde med.

Aberne er dog knap så vilde med deres rolle som filmstjerner for de yngste. For selvom det kan virke sjovt og naturligt, så er det langt fra abens natur at gå på to ben iført mennesketøj. Faktisk kræver det træning, hvor dyrene får fastspændt armene på ryggen for at de lære at holde balancen oprejst på to ben, så de kan udføre menneskelege.

”Aber og andre dyr er ikke rekvisitter, som man kan bruge til underholdning. Der er tale om sansende væsner, og i det her tilfælde ret intelligente dyr, der bliver udsat for mishandling på internettet udelukkende for, at der er nogen, der kan tjene penge på det. Det er vigtigt, at vi får sat fokus på det ansvar, som de sociale medier har, for at få stoppet det her misbrug af dyr,” siger Stephanie Kruuse Klausen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)