Sovende mand sigtet for flere forhold –

Egemosegårdsvej, Atterup, Grevinge – Odsherred

Mandag morgen kørte en hundepatrulje til en adresse på Egemosegårdsvej i Grevinge for at undersøge området omkring et fritidshus, hvor der natten til mandag kl. ca. 03.00 var blevet forsøgt indbrud, så tyverialarmen var blevet aktiveret.

Politiet havde lavet de tekniske undersøgelser for at finde spor efter en indbrudstyv, og blandt sporene havde politiet fundet indikationer på, at indbrudstyven kunne have skåret sig, idet en rude var blevet knust.

Hundepatruljen skulle derfor undersøge området efter personer, der måske kunne være i nød, og spor fra fritidshuset førte til endnu et fritidshus på samme vej, hvor der også var blevet knust en rude.

Undersøgelse af det andet fritidshus med en politihund førte til, at politihunden vækkede en mand liggende i en seng med højtlydt halsgivning.

Manden havde et mindre sår, var lettere spirituspåvirket og havde i øvrigt ikke noget at gøre i fritidshuset, hvorfor politiet foretog anholdelse af en 58-årig mand fra Gentofte. Han blev indledningsvist sigtet for ulovlig indtrængen i det fritidshus, hvor han blev fundet, idet han ikke havde forsøgt at stjæle noget derfra.

Da den anholdte havde taget bl.a. nogle drikkevarer fra det første fritidshus, blev han sigtet for indbrud i dette.

Politiet afhørte manden til sigtelserne og løslod ham efterfølgende, idet grundlaget for varetægtsfængsling ikke umiddelbart var til stede. Den 58-årige er fortsat sigtet i sagerne og vil senere skulle stå strafferetlig til regnskab herfor, når bl.a. erstatningskravene for de ødelagte ruder er opgjort.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)