SPØGELSESHÆREN

Det Radikale Venstre har siden sin dannelse i 1905 arbejdet ihærdigt på at afvæbne Danmark. Den eneste gang, partiet har gjort noget godt for forsvaret, var ufrivilligt. Ved begyndelsen af første verdenskrig i 1914 meddelte den tyske stabschef, grev Helmuth von Moltke, den pacifistiske, Radikale regeringschef Carl Th. Zahle, at Tyskland ikke havde råd til at gå i krig med en ubeskyttet flanke i nord. ”Enten må I kunne forsvare jer selv, ellers kommer vi og gør det”, lød budskaber fra den tyske general. Den rasende og tænderskærende Zahle måtte derfor opruste og mobilisere for at holde Danmark ude af verdenskrigen og skabte således ufrivilligt det mest troværdige danske forsvar siden svenskekrigene i 1700-tallet.

Efter fredsslutningen i 1918 fortsatte de Radikale afrustningen af Danmark med fornyet kraft. Det kostede besættelsen den 9. april 1940 og afmonteringen af vores militære kampkraft lige frem til nutiden. Selv om de Radikale er et mindre parti, er det i lange perioder lykkedes at være det lette, men afgørende lod på den politiske vægtskål, hvilket har ført til det ene ødelæggende forsvarsforlig efter det andet. Nu er partiet imidlertid kommet på andre tanker: Tænk, hvis man kunne smelte det danske forsvar ind i en ny EU-hær, så kunne vi smøre ansvaret for landets sikkerhed af på Unionen og slippe for den evindelige kritik af vores militære ruin. De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, ser for sig, at vi har mistet USA som allieret. Europa er alene hjemme og må omorganisere sit fælles forsvar. Lidegaard ser frem til at se EU-hærens soldater med et påsyet EU-flag på skulderen ved siden af Dannebrog. En perfekt Radikal løsning, hvor EU, som i forvejen bestemmer det meste, nu også får ansvaret for Unionens fælles forsvar således, at Danmark og de Radikale slipper for det.

Hvem skal så med i EU-hæren? Der er jo kun en enkelt fjende i sigte og det er Rusland. Hverken atombevæbnede Storbritannien eller det strategisk vigtige Norge er med i EU, så dem må vi undvære. Hverken Ungarn eller Slovakiet har appetit på en krig mod Putin, så dem må vi også undvære. Portugal, Spanien og Italien ligger så langt fra en fremtidig krigsskueplads, at de næppe vil deltage i en afsindig dyr EU-oprustning helt fra grunden. Det afskrækker dog ikke de Radikale, som i medierne foreslår, at man jo kunne invitere Canada til at deltage sammen med Tyrkiet, der ikke mere er et demokrati, men et formørket islamisk kalifat. Hvad blev der lige af EU’s ’fælles værdier’?

Med USA ude af de Radikales militære scenario skal EU-forsvaret nu kunne mønstre styrker i en størrelsesorden, der kan afskrække og besejre et angribende Rusland. Netmediet Euronews har indhentet ekspertbistand, som anslår et behov på omkring 50 divisioner eller en million soldater. Og udstyr svarende til NATO’s 1400 kampvogne, 2000 infanterikamp-køretøjer, 700 artilleripjecer, 1 million granater og 2000 kampfly. Hertil kommer flere tusinde droner, satellitovervågning, læge- og samariterkorps og flere tusinde transportkøretøjer. Selv i de Radikales livlige fantasi vil det jo være idiotisk at opstille en parallel hær til det, NATO har i forvejen. Martin Lidegaard forstiller sig derfor, at den nye EU-hær skulle fungere som en forstærket arm af europæisk NATO og i længden som et alternativ til NATO, da USA i de Radikales optik nu ikke mere er en allieret.

Hvem bestemmer så, hvornår EU-hæren skal i krig? Hvis det er en ægte EU-hær, som de Radikale så gerne vil have, må det jo være EU, der starter festlighederne. Men hvem i EU? Det kan ikke være Parlamentet, der ikke engang har bemyndigelse til at fremsætte lovforslag. Skal det være Ministerrådet, hvor en krigserklæring forudsætter enighed blandt EU’s statschefer, og hvor Ungarn og Slovakiet har stemme- og vetoret uden at være med i EU-forsvaret? Eller skal det være Ursula von der Leyen, der får bemyndigelse til at trykke på knappen i samråd med den øvrige Kommission, der ikke engang er folkevalgt, men udpeget af de respektive medlemsstaters regeringer?

Det Radikale forslag forudsætter en mellemstatslig afgørelse om krigsdeltagelse. Det betyder, at hver enkelt stat kan afgøre, om man vil i krig med Rusland, eller om man hellere vil bekæmpe Putins angreb på Europa med Niels Helveg Pedersens Radikale patentløsning på alle konflikter: Kritisk dialog. Er der nogen, der kan forestille sig, at en dansk regering med Radikal deltagelse ville sende danske soldater i kamp med Rusland?  Nej, aldrig nogensinde; for det ville være et forræderi med alt, hvad partiet har stået for siden 1905. Det kommer ikke til at ske. Og hvad med de krigsjuridiske detaljer? Rusland opererer ikke med formelle krigserklæringer, men hellere med ’specialoperationer’. Kan Rusland indlede en ’specialoperation’ mod kun EU og ikke udløse en NATO-mobilisering, da flere lande i de Radikales EU-hær også er NATO-medlemmer? Det må fru von der Leyen hellere se at få afklaret, inden ballonen går op og Ragnarok begynder.

Tænketanken Europa har i en opinionsundersøgelse påvist, at hele 82 procent af de adspurgte danskere ønsker, at EU styrkes på det militære område, hvad der nok er udtryk for frygt og desperation og ikke omtanke og sund fornuft. Men de radikale ønsker åbenbart at fiske i rørt vande og er klar til EU-hæren, et spøgelsesprojekt som er en politisk strandvasker og en militær dødssejler. Altså lige noget for de Radikale.

24NYT har brug for flere abonnenter til at støtte vores arbejde.

Vær med til at sikre avisens fremtid

29,-/uge Mindstepris 749,- Adgang til arkivet Avisen på mail Ingen reklamer Adgang til alle artikler Min. abonnementsperiode: 6 mdr. 749kr./6 md. JA, TAK!

19,-/uge Mindstepris 989,- Adgang til arkivet Avisen på mail Ingen reklamer Adgang til alle artikler Min. abonnementsperiode: 1 år –  kun 989kr. pr. år Spar 1560 kr. JA, TAK!