Status på hundebid i eftersøgningssag

En politihund fra Nordjyllands Politi reddede sandsynligvis mandag aften en 32-årig kvindes liv i forbindelse med den omtalte eftersøgningssag fra Slettestrand. Her formåede hunden at finde kvinden i mørke og buskads under den store eftersøgningsindsats, som politiet iværksatte. I forbindelse med, at kvinden var indlagt på sygehuset på grund af hypotermi (underafkøling), konstaterede man, at hun havde mærker efter hundebid.

 

”Det er ikke almindeligt i eftersøgningssager, som den her. Derfor slog vi også straks fast, at vi ville undersøge nærmere, hvad der var sket. Nu har vi fået den lægefaglige vurdering af kvindens mærker, og den beskriver entydigt, at der er tale om små sår efter tænder og overfladiske kradsemærker. Det kan bestemt mærkes. Kvinden har formentlig været bange for hunden, og det har skabt en svær situation for både hende og hunden. Det er rigtig træls, at det ender dér, hvor hunden bider efter hende. Men beskrivelsen af skaderne taler ikke for, at sagen skal have konsekvenser for hunden,” siger politiinspektør Claus Danø, Nordjyllands Politi.

Han oplyser, at hundens reaktion over for kvinden – henset til den lægefaglige vurdering af bidsårene – ikke falder ind under bestemmelserne i hundeloven, ligesom Nordjyllands Politi heller ikke vurderer, at hændelsen skal visiteres til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

”Men vi vil gerne være 110 % sikre på, at vores hunde reagerer, som vi forventer af dem, i det omfang man kan, når man har med dyr at gøre. Derfor har vi testet den pågældende hund flere gange siden, både i mørke og dagslys, og den har hver gang reageret fuldstændig, som politihunde er trænet til,” siger Claus Danø.

LÆS OGSÅ:  13-årig dreng bidt af hund

Han lægger afslutningsvis vægt på, at hundesektionen i Nordjyllands Politi gør et vigtigt og stort stykke arbejde for at redde liv – mange gange om året.

”Det har været vigtigt for os at tale med kvindens familie i den her sag. Der er ingen tvivl om, at vi alle hellere ville have undgået, at kvinden blev væk fra sit bofællesskab, havnede i en livstruende situation og desværre også blev bidt af vores politihund. Men vi er glade for, at hunden fandt hende i tide, og det gjorde den kun på grund af de mange timers træning, som den her erfarne hund har fået.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)