Størst i vest, mindst i øst: Se hvor store de solgte huse er i din landsdel

20 kvm mere hus til køberne i landsdelen med de største huse, viser ny opgørelse fra Home og Boligsiden

Faktisk afslører tallene en betydelig spredning i størrelsen på villaer og rækkehuse rundt omkring i landet. Og størst er forsat blandt det billigste, viser tallene fra Home og Boligsiden. Foto: Palle Peter Skov_Home

To ekstra soveværelser eller en stue mere.

Nogle huskøbere får bare mere plads end andre, viser statistikken over de solgte villaer og rækkehuse for 2023 fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden har set nærmere på.

Faktisk afslører tallene en betydelig spredning i størrelsen på villaer og rækkehuse rundt omkring i landet.

Lad os starte med landets mindste landsdel, hvad angår boligarealet.

Bornholm: Mindst plads
På solskinsøen Bornholm finder vi de mindste solgte huse – med en gennemsnitlig størrelse på 144 kvm i 2023. Her er pladsen altså lidt begrænset i forhold til andre steder, men det kompenseres – vil en del nok sige – af øens beliggenhed.

”Hvad køberne ikke får i størrelse som andre steder, får de så i charme og ø-atmosfære,” siger Michael Dalsager, talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Et andet sted, hvor husene er begrænset af byrummet og dermed mere kompakte, finder vi i København.

I København ser vi villaer og rækkehuse med en gennemsnitlig størrelse på 147 kvm i 2023.

”Placeringen og den pulserende bykultur trækker op, mens køberne accepterer at må gå ned i størrelse,” fremhæver Home.

Sydjylland: Mest plads

Men når vi bevæger os mod Jylland – og mere specifikt – Sydjylland, så er der mere plads at komme efter med en gennemsnitlig størrelse på 164 kvm. Også i Nordjylland og Vestjylland er de solgte villaer over 160 kvm.

LÆS OGSÅ:  Stadig gang i boligmarkedet: Næsten 4.500 villaejere satte boligen til salg i marts

Her er der plads til at folde sig ud for familierne – og der er i hvert fald oftere et gæsteværelse til besøgende familie og venner.

“Tallene viser klart, at der i gennemsnit er mere bolig at komme efter i nogle landsdele end andre. Og stort er ikke nødvendigvis dyrere – faktisk er det stik modsat. Husene koster langt mere for hver kvadratmeter i København end et typisk hus i Jylland. Så stort er fortsat billigere, hvis vi sammenligner på tværs af landet,” siger Michael Dalsager fra Home.

Her er en rangliste over størrelsen på de solgte huse i 2023, rangordnet fra størst til mindst:

Antal kvm solgte huse i 2023 Kvm-pris i august Pris for gns. størrelse hus
Sydjylland 164          11.222                             1.840.408
Nordjylland 163          10.397                             1.694.711
Vestjylland 161             9.513                             1.531.593
Fyn 157          12.902                             2.025.614
Østjylland 156          17.152                             2.675.712
Nordsjælland 153          27.932                             4.273.596
Vest- og Sydsjælland 153          10.792                             1.651.176
Østsjælland 151          24.412                             3.686.212
Københavns omegn 148          36.085                             5.340.580
Byen København 144          43.600                             6.278.400
Bornholm 141          10.021                             1.412.961

Kilde: Boligsiden (data) og Home (beregning)

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)