Største WATERZ FESTIVAL til dato blev kæmpesucces

Vandene omkring Hvide Sande lagde fredag og lørdag vande til nordens største vandsportsfestival WATERZ. Mens vinden var med arrangørerne fredag, var det næsten “vindstille” lørdag.

Fredag afviklede man to afdelinger af WATERZ Long Distance Race på en hhv 10 og 12 km. lang bane i Ringkøbing Fjord.

– Vinden var så kraftig, at det tog under et kvarter at sejle de godt ti kilometer. Alt var spændt til det yderste, og sejlerne havde en fest op vandet, fortæller Kommunikationschef Christian Kjeldsen.

Mens fredagen bød på massive mængder vand fra oven og masser af vind, var lørdag præget af sol og næsten vindstille vejr.

– Selvfølgelig er det en udfordring at lave en vandsportsfestival uden vind. Det betød, at vi måtte opgive lørdagens to afdelinger af WATERZ Long Distance Race, ligesom DM i Kitesurf måtte opgive at sejle sidste afdeling af DM, fortæller Christian Kjeldsen.

Men surferne er hurtige til at reorganisere – så der blev afviklet en række hygge aktivitetrer blandt andet standup-paddle ligesom Dansk Surf & Rafting Forbund og WATERZ’  surfcamp ikke havde problemer med at surfe ved Sydmolen, hvor der var gode bølger.

Ros til arrangørerne
Det er ikke første eller sidste gang i verdenshistorien, at man har måttet undlade at afvikle dele af surfstævner. Det sker hele tiden rundt om i verden.

– Det får ingen indflydelse på WATERZ næste år, slår Christian Kjeldsen fast.

Han og de 120 frivillige hjælpere kan til gengæld glæde sig over ros fra alle sider for håndteringen af vejrsituationen, hvor fredag bød på noget, der ligner de regnstorme, man kender fra udlandet.

– Jeg kan ikke huske, at jeg har set noget lignende i Hvide Sande. Men alle tog det med højt humør, og har meldt sig klar til næste år, siger Christian Kjeldsen.

Ialt 500 surfere fra ti lande fortrinsvis Danmark og Tyskland, deltog i weekendens WATERZ, der fortsætter søndag med en lang række aktiviteter, hvor helt uprøvede har mulighed for at prøve kræfter med vandsport i Hvide Sande.

Klar til World Cup og vind fra tirsdag
Allerede tirsdag skal WATERZ holdet i gang igen. Her afvikler man nemlig en afdeling af PWA World Cup i Windsurfing Slalom.

– 88 topprofessionelle surfere fra 24 nationer har meldt deres ankomst, og der bliver i den grad mulighed for at se windsurfing i verdensklasse i Hvide Sande. Vores nye opvarmede publikumspavillion har bestået sin prøve i weekenden, og her kan publikum følge aktiviteterne på vandet fra nærmeste hold, fortæller Christian Kjeldsen.

Fakta: Overall vinder af WATERZ Long Distance Challenge 2019:

1. Oliver Hansen (Kite Foil Junior) – DK
2. Alex Cousin (Windsurf men elite)
3. Ross Williams (Windsurf men elite)

Fakta : DM-vindere på Kitetour Danmark 2019

1. Adrienn Bognar (Q-rækken)
1. Lokas Gramtrup (B-rækken
1. Kristian Højlund Larsen (A-rækken)

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)