Stor stigning i angst og depression under pandemien

Andelen af angst og depressionstilfælde, der behøver professionel behandling, er steget stødt gennem coronapandemien og udgør nu næsten hver anden henvendelse om psykologhjælp hos Gjensidige.

Knapt hver anden person, der henvender sig til Gjensidige for at få hjælp af en psykolog, lider af enten angst eller depression. Det viser foreløbige tal for 2021, og tallene bekræfter en trist tendens for danskernes mentale sundhed. Andelen af henvisninger, der drejer sig om angst og depression, er nemlig steget med 42% sammenlignet med 2019.  

“Vi ved af erfaring, at antallet af henvendelser fra danskere med psykiske udfordringer stiger fra august og ind i efteråret, og med den udvikling vi allerede nu har set, er det dybt bekymrende, hvad coronapandemien har gjort, og fortsat gør, ved danskernes mentale sundhed,” siger Louise Brix, der er fagchef i Sundhed hos Gjensidige. 

Tungere behandlingsforløb 

Det er ikke kun antallet af sager der er stigende, behandlingsforløbene er nemlig også af længere varighed og mere alvorlige end hidtil. Tal fra Gjensidige viser også, at op mod hver fjerde person der henvender sig er mere belastet af deres psykiske udfordringer, og udviklingen bekymrer, Louise Brix. 

“Når flere personer har det markant værre, og derfor har brug for længere forløb, øger det også presset på kapaciteten hos psykologerne. Der er allerede nu lang ventetid på psykolog gennem det offentlige system, og flere vælger at betale de høje omkostninger på egen hånd. Derfor er det vigtigt, at vi får sat gang i behandlingsforløbene så tidligt som muligt, så fx stress ikke får lov til at udvikle sig til depression, som ofte givere længere behandlingsforløb og flere sygemeldinger,” siger Louise Brix.  

Tilbage til hverdagen 

Den øgede efterspørgsel efter psykologhjælp samt udsigten til, at vi igen skal vende tilbage til hverdagen, får Gjensidige til at genåbne den psykologiske hotline ‘Samtaletid’, som giver alle kunder i Gjensidige fri adgang til telefonisk rådgivning.  

“At vende tilbage til hverdagen lyder umiddelbart som en positiv ting, men for mange byder hverdagen fortsat på bekymringer og usikkerhed, som er forbundet med det at leve midt i en pandemi. Det kan fx være svært at forholde sig til, at børnene igen skal i skole og til fritidsaktiviteter, arbejdsdagen igen kræver fysisk fremmøde mens fremtiden med corona kan være svær at forholde sig til. Derfor håber vi, at flere vil henvende sig inden mentale udfordringer udvikler sig til stress, angst og depression,” siger Louise Brix.  

Samtaletid giver mere end en halv million danskere mulighed for igen at få en samtale med en psykolog. 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)