En række formodede indbrudstyve og hælere kom i politiets søgelys og blev fængslede. Antallet af indbrud i Sønderborg er faldet fra alt for mange til næsten ingenting.
Efterforsker med koster på bord Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Igennem det seneste år har især Sønderborg kommune været stærkt plaget af indbrud i private hjem. Det har medført megen utryghed og mange frustrationer i området. Nu har Syd- og Sønderjyllands Politi så fået fængslet to grupperinger, politiet mener står bag en stor del af indbruddene. Sagen trækker også tråde til andre politikredse.
Alene i oktober, november og december 2018 var der i Sønderborg by 170 indbrud i privat beboelse eller 1,8 indbrud pr. døgn. Fængslingerne har betydet et meget mærkbart fald i antallet af indbrud i beboelse. Mange døgn slet ingen i Sønderborg kommune.
Særlig taskforce indsat
Syd- og Sønderjyllands Politi indsatte i februar en særlig efterforskningsgruppe, som har arbejdet intensivt med opklaringen. Inden da havde efterforskerne ved Områdecenter Syd i Sønderborg lagt grunden med et langt træk. Det var efterforskernes formodning, at der måtte stå organiserede kriminelle bag.
Den 14. februar blev så en kun 15-årig indbrudstyv varetægtsfængslet. Den 5. marts blev yderligere tre formodede tyve fængslet. De er henholdsvis 18, 19 og 20 år. Den 20-årige er senere løsladt, men sigtelsen er opretholdt.
En 32-årig mand var forinden blevet fængslet, tilstod og fik et års fængsel for hæleri. Han havde opbevaret koster – altså udbytte fra indbrud – til en værdi af cirka halvanden million kroner.
Den 7. marts blev en 31-årig mand varetægtsfængslet. Han er sigtet for særlig groft hæleri af stjålne værdier for mere end to millioner kroner. Politiet mener, han er en fokusperson i forhold til organiseringen af indbruddene.
I en anden gruppering er en 37-årig mand fængslet. Han er også sigtet for et antal indbrud.
Stadig meget efterforskning i vente
Efterforskerne er i gang med det meget store arbejde, det er at katalogisere de mange genstande, der er fundet ved ransagninger og forsøge at koble dem til bestemt indbrud, så ejerne kan få deres ting tilbage.
“Vi har stadig en masse efterforskning tilbage i sagerne,” siger politikommissær Thomas Berg fra Områdecenter Syd i Sønderborg. De varetægtsfængslede i sagerne har været fremstillede for lukkede døre. Derfor er det også begrænset, hvor mange detaljer vi i øjeblikket kan oplyse. Men vi kan jo helt klart mærke, at det har haft den ønskede virkning på antallet af indbrud i området. Samtlige sigtede i sagen er fra Sønderborg.
Efterforskerne med de særlige kompetencer
Et par kontorer for enden af en lang gang på politigården i Sønderborg sidder en gruppe efterforskere – ikke med lup og fingeraftrykspulver, men begravet i data på computerskærmen, afhøringsrapporter, tips fra borgere og det kriminelle miljø og tegner landkortet over indbrudstyvenes aktiviteter og interne relationer.
Betjentene her er valgt ud – også i andre dele af kredsen – for deres særlige kompetencer indenfor området.
Taskforce-gruppen mødes hver morgen til efterforskernes fælles briefing. Derefter har de særlige briefinger omkring indbrudssagerne, hvor de deler informationer og der skabes overblik. På tavler tegnes så strukturen i grupperingerne efterhånden op.
Det er også her der planlægges ransagninger og andre særlige aktioner. Politifolkene i gruppen vil ikke fotograferes. For dem er det vigtigt, at de kan færdes uden umiddelbart at blive genkendt. Den der lever stille, skaber de gode resultater.
Glade modtagere af stjålne ejendele
En del af de mellem 1000 og 2000 stjålne ting, der er fundet efter fængslingen af den senere hæleridømte mand i Sønderborg, er allerede ved at blive udleveret til ejerne.
Mange har mistet ting af affektionsværdi – lige fra arvesmykker til børnenes første sparegrise.
“Det er lige så godt som juleaften,” udbrød en af dem spontant, da hun fik familiens ting igen.
I de utallige kasser og poser med stjålne ting ligger alt fra designervarer over parfume, smykker, IT-udstyr, porcelæn, lamper og mønter.
“Vi får produceret fotomapper med billeder af alle de genstande, vi ikke umiddelbart kan finde ejerne til. Så kan alle på et tidspunkt komme ind og se mapperne igennem,” siger politikommissær Thomas Berg. Men der går et stykke et stykke tid, fordi omfanget er så stort.
Nogle ejere af stjålet gods vil nok aldrig få deres ting igen. De er solgt videre til folk rundt omkring i landet.
Pæne danskere finansierer de kriminelle netværk
De store lagre og mange kunder til de stjålne ting fra Sønderborg viser endnu en gang, at det er pæne, almindelige danskere rundt omkring i landet, som aftager de stjålne ting. Trods det at de må have en mistanke til, at tingene tilhører nogle helt andre, end dem der sælger dem.
“De her mange utryghedsskabende indbrud var jo aldrig forekommet, hvis ikke folk købte hælervarer,” siger politikommissær og leder af efterforskningen Thomas Berg fra Områdestation Syd hos Syd- og Sønderjyllands Politi. Det er mig fuldstændigt ubegribeligt, at man for et ”billigt” tilbud vil udsætte sine medborgere for at komme hjem til et gennemrodet hus.
Ofte bliver tingene solgt i lukkede grupper på sociale medier eller andre steder på nettet. Det sker for omkring halvdelen af varerne. Og det sker, selv om 91 procent af danskerne i undersøgelser siger, at e-hæleri ikke er acceptabelt.
Hæleri er strafbart. Hvis det viser sig, at man har gjort hvad man kunne for at sikre sig, at varerne ikke var stjålet og altså har handlet i god tro, kan man evt. blive fritaget for straf. Men varerne vil altid blive konfiskeret og leveret tilbage til rette ejer.
Man regner med, at der hvert år bliver handlet for hælervarer i Danmark for omkring tre milliarder kroner. Pengene går i de kriminelles lommer og finansierer deres aktiviteter.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)