Tæsket og truet med pistol til at udlevere sin bil

Søndag morgen omkring kl. 7.00 stoppede en patrulje en efterlyst bil på Ringstedvej mellem Lellinge og Køge. Bilen blev stjålet ved et groft overfald ved svømmehallen i Glostrup fredag aften, hvor bilejeren blev udsat for vold og truet med pistol til at udlevere sin bil. Efterforskningen ledte politiet på sporet af bilen søndag morgen og kort efter blev bilen stoppet ved Lellinge.

Patruljen tog alle forbehold, grundet de voldsomme omstændigheder, da bilen blev stjålet. Ingen kom noget til, og politiet fik anholdt to personer i bilen. En 20-årig kvinde fra Køge sad bag rattet, og med som passager var en 21-årig mand fra Brøndby. De blev begge anholdt og sigtet for det grove biltyveri. Den kvindelige fører var påvirket af euforiserende stoffer og havde intet kørekort. Hun blev sigtet for narkokørsel uden førerret, og taget med til en blodprøveudtagelse.

De anholdte blev senere overdraget til Københavns Vestegns Politi, som efterforsker sagen om det grove overfald og biltyveriet. Bilen blev indbragt til nærmere undersøgelse og senere udlevering til rette ejer.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)