Supermarkederne bugner lige nu af friske grøntsager og lækre frugter. Men blot fordi appelsinerne ser flotte ud, kan de under skrællen gemme på et alvorligt skadedyr eller en plantesygdom, advarer Landbrugsstyrelsen.
Grøntsager og frugter kan se lækre ud på overfladen, men kan i nogle tilfælde gemme på uønskede overraskelser. Landbrugsstyrelsen har brug for hjælp til at holde øje med udvalgte skadedyr og plantesygdomme, som skal holdes ude af Danmark og EU. De er så skadelige for den danske og europæiske natur, at de straks skal udryddes, hvis de opdages.
– Alle grøntsager og frugter kan se nok så pæne ud, når man står i supermarkedet. Men man kan komme hjem og få en ubehagelig overraskelse. Vi har et stort samarbejde med frugt- og grøntimportørerne, men vi har også brug for hjælp ude i køkkenerne. I det her tilfælde kan vi alle hjælpe og holde øje med, om man ser de her specifikke insekter eller sygdomme i frugt og grønt, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.
Landbrugsstyrelsen har fokus på ti udvalgte skadedyr og sygdomme, der i sjældne tilfælde kan gemme sig i frugter og grøntsager.
Tag et billede
Et af de skadedyr, som folk skal holde øje med, er den såkaldte pebersnudebille, der kan gemme sig i importerede peberfrugter og chilier. I det sydlige USA betragtes snudebillen som den alvorligste trussel i dyrkningen af peberfrugter og chili. Den kan tåle temperaturer ned til 2 grader i op til tre uger og kan derfor overleve længere tid i køleskabet. Hvis man finder billen, eller et af de andre skadedyr, er der pligt til at anmelde fundet på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.
– Vi vil meget gerne bede om billeder, hvis man har mistanke om, at man har et af de her insekter i sine frugter eller grøntsager. Det kan nemlig være svært at fastslå præcist hvilket insekt, der er tale om. For eksempel kan snudebillen nemt forveksles med andre sorte biller, siger Kristine Riskær.
FAKTA: Tre trin, hvis du finder et insekt eller sygdom i dine grøntsager eller frugter.
Får du mistanke om, at du har fundet en af de 10 udvalgte skadedyr eller plantesygdomme i dine frugter og grøntsager, skal du:
- Tage et billede af insektet, frugten eller grøntsagen. Inkludér eventuelt en mønt i billedet, så det er nemt at se størrelsesforholdet.
- Gemme insektet, frugten eller grøntsagen hvis muligt.
- Anmelde fundet til Landbrugsstyrelsen på www.plantesundhed.dk. Her skal du uploade billeder.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)