To ansøgninger til Danmarks Radios nye stilling som klima-analytiker

 Af Jannich Kofoed, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet

 

Jobansøgning, klima-analytiker, Danmarks Radio
(Version 1)

Danmarks Radio har opslået en stilling som klima-analytiker på DR Nyheder. I opslaget står der bl.a.:

Klimaforandringerne er en af vores generations største udfordringer. De stigende temperaturer er i fuld gang med at ændre den verden, vi kender. Opgaven er så stor og vigtigt, at DR Nyheder nu udvider klimadækningen. Vi sørger for perspektiv og kontekst, når klimaforandringerne skaber ekstremer omkring os. Vi laver kritiske historier om dem, der bryder deres klimaløfter, og inspirerende fortællinger om dem, der finder klimaløsninger.

Jeg besluttede straks at søge stillingen. Her er min ansøgning:

”Jeg søger hermed stillingen som klima-analytiker i Danmarks Radio. Jeg har ganske vist kun en realeksamen fra 1975, et svendebrev som typograf fra 1979 og et bevis fra Journalisthøjskolen i Aarhus fra 1991. Men da jeg kan høre og se, at manglende indsigt ikke afholder DR’s journalister fra at fremstå som klimaeksperter, som er i stand til at forudsige katastrofer, så skal jeg nok kunne løfte opgaven som klima-analytiker.

Jeg mener selv, at jeg har masser af ideer til, hvordan DR’s klimadækning kan blive mere uforudsigelig og dermed mere spændende for lytterne og seerne, og jeg ville lægge ud med en række vigtige historiske spørgsmål og emner:

Hvorfor var det dejlig varmt i middelalderen, mindst to grader varmere end nu, i perioden 900-1300, da Erik Den Rødes får og geder gik og svedte mellem bugnende kornmarker på Grønland? Eller endnu tidligere, 250 f.Kr. til 400 e.Kr., da Hannibals elefanter luntede over alperne og man dyrkede rødvin i England?

Hvorfor er det noget skidt, hvis vi får det koldere? Livet blev jo påviseligt altid værre under de små istider; det var altid dér, at misvækst, sult, sygdomme og ikke mindst pest hærgede?

Et tema kunne også være: ”Hvor ville vi være uden CO-2?” eller ”CO-2: dødelig giftgas eller guf for grønne planter?” For mange højt anerkendte videnskabsfolk, endda Nobelpris-modtagere som f.eks. Dr. John Clauser, sætter spørgsmålstegn ved, om CO-2 nu også er ved at slå kloden ihjel. De skal naturligvis også til orde og ikke behandles som Holocaust-benægtere. Nogle af dem får vi igennem på telefonen.

Lyttere og seere kunne også have gavn af en snak om den kendsgerning, at 95 procent af drivhusgasserne er vanddamp, mens de resterende fem procent er methan, kuldioxid (Co2), lattergas og ozon.

Spørgsmålet ligger lige for: er forøgelsen af Co2 menneskeskabt? Selv hælder jeg mere til Dronning Margrethe, da hun i et fødselsdagsinterview i Politiken besvarede spørgsmålet, om klimaforandringerne var ”direkte” skabt af mennesker, med ”det er jeg ikke ganske overbevist om.”

Hendes Majestæt bliver nok svær at få i studiet, men så gør vi noget helt nyt og inviterer Bjørn Lomborg: han mener faktisk, at jo, mennesket påvirker klodens temperatur, og da han oven i købet er både venstreorienteret og homoseksuel, skulle der ikke være nogen indvendinger imod ham, selv om han mener, at det er spild af billioner at forcere den grønne omstilling, og i stedet foreslår, at vi bygger diger og udrydder fattigdom og sygdomme.

Vi skal også have en snak om ”Apartheid i bilparken?” DR har faktisk selv i programmet Detektor afsløret, at de subsidierede hybrid-elbiler er en direkte belastning for både miljøet og skatteborgerne – så hvorfor skal de have gratis parkeringspladser, mens biler på ”sort energi” snart ikke må køre ind i Aarhus bymidte?

Jeg vil anbefale, at vi i stedet for det nymodens og noget diffuse ”klimakrise” går tilbage til det go’e gamle ”global opvarmning” – for det er vel opvarmning, som er problemet? Jeg er godt klar over, at det på forunderlig vis lykkes klima-journalister at få riv, rusk og regnvejr i Nordjylland til at gå op i den skønneste enhed med en skovbrand i Australien, men én af DR’s public service-forpligtelser er vel at modvirke unødig panik blandt befolkningen, som skal ha’ lov at ånde lidt lettere op, når den oplever en kølig og klam juli måned.

Klima-angst blandt børn og unge er et oplagt emne.

På Danmarks Radios hjemmeside kunne man læse den indtrængende opfordring ”Tal med dit barn om klimaet”. Det har jeg selv gjort i årevis, og jeg har aldrig forsøgt at bilde mine drenge ind, at Klima-bussemanden ikke findes, for de så ham jo jævnligt på DR-TV, men jeg beroligede dem altid med, at de ikke skulle være bange, for han stod blot og fortalte uhyggelige ting, som han ikke vidste et klap om, men som gjorde hans utallige mellemledere og chefer glade.

Nå, men det er nogle af de emner, jeg straks vil arbejde på som klima-analytiker i Danmarks Radio, og som jeg tror vil overraske rigtig mange skatteborgere. Vi kan f.eks. overraske lyttere og seere ved at begynde at bruge andre kilder end CONCITO, Den Grønne Studenterbevægelse og Jesper Theilgaard.”

Idet jeg håber på en uddybende samtale:

Med venlig hilsen, Jannich Kofoed

P.S.: Jeg var ansat på Danmarks Radios Udlandsredaktion fra 1994 til 2009, men sagde op, fordi jeg ikke længere kunne udholde klimaet. Men tiden læger alle sår, og hvis ellers der er blevet højere til loftet ude i fem-milliarder-kroners-byggeriet på Amager, håber jeg – nu, hvor jeg er gået ind i støvets år – på en sidste chance.

Vedhæftet mit CV.

CV for Jannich Kofoed

• Født 31. december 1957 fem kilometer nordvest for Aakirkeby, Bornholm.
• Søn af husmand og mejerist Robert Kofoed og hjemmegående hustru Tove Kofoed, Ugleenge, tre kilometer syd for Aakirkeby
• Emigration fra Bornholm til Sjælland i 1961. Jægerspris, 50 kilometer fra København.
• Jægerspris Sogneskole 1965 til 1975
• Realeksamen med et middelmådigt gennemsnit
• Aktiv kommunist, opvigler, provokatør, brokkehoved, 1974-1985.
• Typograf 1975-1987
• 1987-1991: Danmarks Journalisthøjskole
• 1991-1994: Bornholms Tidende, Bornholmeren, forefaldende arbejde, USA, Spanien, dagpenge, Arbejdernes Oplysningsforbund osv…
• 1994: Danmarks Radio, udlandsredaktionen. Chokeret over den nedgroede venstreorientering og urokkelige selvtilfredshed blandt de ansatte. Reportagerejser i Finland, Serbien, Albanien, Bosnien, Tyrkiet, Libanon, Israel, Palæstina, Irak, Iran
• 1994: Opvågnen: Samuel P. Huntington. Gradvis march mod højre: hvilken lettelse.
• 1998-2001: DR’s radiokorrespondent i USA. (Tak til Connie Hedegaard) Konstant plaget af venstreorienterede kommissærer på redaktionen derhjemme.
• 2009: Velfærdsministeriet under Karen Jespersen
• 2010: Dagpenge, sort arbejde, fast arbejde i Løgstør-firmaet Johansen & Bernhardt. Nedrivning, sanering, rengøring af kælderrum, vandskader, brandskader.
• 2012-2019: Reddet af Morten Messerschmidt. Skribent, propagandist, researcher, Bruxelles.
• 2019: Mere dagpenge og mere sort arbejde…
• 2021: Reddet igen af Morten Messerschmidt. Skribent, propagandist osv.
• Privatstand: Heteroseksuel, gift, tre børn, heraf to gammelmandsbørn på 16 og 20.

Men efter at have tygget lidt på min første ansøgning, trak jeg den tilbage og sendte i stedet en version 2, som jeg tænkte ville forøge mine chancer. Her er den:

 

Jobansøgning, klima-analytiker, Danmarks Radio
(Version 2)

Jeg søger hermed stillingen som klima-analytiker i Danmarks Radio. Men lad mig begynde med at være helt klar: I stillingsopslaget tales der om ”alsidighed” i DR’s klima-dækning; men jeg mener ikke, at der er plads til ”alsidighed”, når vi står midt i en brændende klima-katastrofe.

Jeg er helt med på, at der er formelle krav til DR om en balance i dækningen af klimakrisen, men der er jo i dag ingen, som f.eks. mener, at David Irving partout skal kaldes i studiet, når Adam Holm taler Holocaust, vel?

Med mig som klima-analytiker bliver der strammet op, og ikke bare i nyhedsdækningen: selv Vejrudsigten kalder på en mindre udrensning i såvel sproget som af de signaler, vejr-værterne har for vane at udsende. Det har f.eks længe provokeret mig, at en kvælende varmebølge på 28 grader bliver præsenteret som ”godt vejr”, ”solskinsdage”, ”sommervejr” og ”fine badedage” – oven i købet med store smil. I stedet bør seerne og lytterne dagligt, helst hver time, mindes om, at den igen er fem minutter i tolv, at lokummet brænder, måske ikke lige her i Norden lige nu, men så i det mindste i skovene udenfor Athen og nede i Sulawesi og Kalimantan.

Eksempel: Som tommelfingerregel bør DR’s klima-journalister lægge aggressivt pres på Beredskabsstyrelsen og andre relevante myndigheder og kræve grill-forbud, hvis temperaturen har været over 24 grader i tre dage, og det kun har regnet i Nordjylland. Det vil også være gavnligt for de små at huske på en hel sommer, hvor de måtte undvære grillpølser. (Det kan de i øvrigt lige så godt vænne sig af med).

For vi skal begynde med børnene.

Jeg ville anvende Greta Thunberg som en slags Pippi Langstrømpe med et touch af Jeanne D’Arc. Greta er ganske vist 20 år nu, men hun opfører sig stadig som en forkælet otteårig, og med sine utallige diagnoser er hun lige så autentisk som andre børn i vore dage, og især hendes helt spontane ”How dare you!” –anklage imod verdens beklemte ledere i FN i 2019 er ikonisk og bør spilles igen og igen for at indgyde de opvoksende generationer det samme mod til at stå op imod den kødgnaskende, heteroseksuelle og profithungrende vestlige elites voldtægt af Moder Jord.

På DR’s hjemmeside læste jeg forleden: ”Tal med dit barn om klimaet”. Det synes jeg er en smule slapt, for det overlader ansvaret til forældrene. Opfordringen bør være mere direkte og have en truende undertone: ”Hvornår har du sidst advaret dit barn om klimakrisen?” For klima-angst er faktisk en sund ting, en diagnose som bør efterstræbes og betragtes som lige så naturlig som børns ønske om at skifte køn.

På musiksiden skal DR også være mere bevidst i sine valg. For de ældre generationer er Cæsars hit ”Jorden i flammer”, Halfdan Rasmussens ”Forureningsvise” og Bjarne Jes Hansens ”Vi voksne kan også være bange” oplagte musikalske baggrundstæpper. (For det aldrende, intellektuelle segment: ”Pollution” af Tom Lehrer.)

Jeg er helt enig i job-opslagets målsætning om at ”Vi laver kritiske historier om dem, der bryder deres klimaløfter og inspirerende fortællinger om dem, der finder klimaløsninger.”

Eksempel: Når klimaminister Lars Aagaard siger, at ”vi skal have en klimapolitik, som 80 procent af danskerne kan se sig selv i” og i samme interview påstår, at ”Danmark ikke kan løse klimaudfordringerne alene”, så er det netop, at Den Fjerde Statsmagt, altså os, journalisterne og Danmarks Radio, giver ham en ordentlig omgang med den grønne grovfil. Det er hér, at den aggressive, grønne journalist og klimaanalytiker er kaldet: Lars Aagaard skal ringes op klokken 06.00 og ikke have en morgentøffel til jorden, før han bliver sat til vægs og igen og igen afbrudt og konfronteret af den fyrige journalistpraktikant med udsagn som ”Du siger 80 procent, Lars Aagaard… men i 1934 stemte 89,93 procent af tyskerne for at give Hitler magten – synes du, at det er godt nok?”

Og selv om det ikke har et klap med sagen at gøre, så skal det nok bringe den søvndrukne klimaminister ud af balance og gøre indtryk på morgenlytterne.

Som eksempler på ”inspirerende fortællinger om dem, der finder klimaløsninger”, kan vi følge en totalt vegansk familie på Nørrebro, af den slags, som vasker de tomme tomatpurédåser af i varmt vand, før de bærer dem ned til ”Miljøstationen” og hvert år holder skiftevis sten- og jernalderferie på Hjerl Hede.

Sprogbruget skal også rettes ind. Benzin og diesel skal under ét omtales som ”sort energi”. Intet forhindrer i øvrigt DR i at forny sproget: Hvad med konsekvent at kalde kernekraft for ”Tjernobylenergi”? Vi bør også gå helt bort fra at tale om ”global opvarmning”, for som vi så i dette års klamme juli, kan den globale opvarmning godt skuffe. Udtrykket ”klimakrise” er langt mere dækkende og samler i ét udtryk den kendsgerning, at morderisk varme i Madrid hænger intimt sammen med møgvejr på Mors.

Personlige historier har særlig vægt. Jeg forestiller mig, at jeg i studiet klager over, at jeg sidste vinter fik sprængt et blandingsbatteri og et Ifö-lokum i vores sommerhus i Hasle, fordi det blev tidligt og usædvanligt koldt i december, så jeg hiver DR’s gamle vejr-ayatollah Jesper Theilgaard i studiet og får ham til at forklare, at grunden i sidste ende er det globale Co2-udslip, og at jeg selv er ude om det, for jeg kunne bare have fulgt med i computermodellerne fra FN’s klimapanel. I den anledning som i mange andre skal borgerne igen mindes om, at 99,6 procent af alle hæderlige videnskabsfolk er enige om, at menneskeskabt Co2 er verdenshistoriens største dræber.

Nå, jeg bliver helt forpustet, men som I kan se, er jeg fyr og flamme for at komme i gang som endnu en af DR’s klima-analytiker, for som sagt: den er fem minutter i tolv, lokummet brænder osv.

Idet jeg håber på en uddybende samtale:

Med venlig hilsen, Jannich Kofoed