To dømt for opbevaring af over 200 kg dynamit

To mænd har i dag tilstået at have opbevaret 206,4 kg dynamit på en adresse på Amager. De er blevet idømt fængselsstraffe på fire og fem år.

Det var en stor mængde sprængstof, som under en planlagt politiaktion blev fundet i et redskabsskur i Sundby den 18. april. I dag blev sagen afgjort i Københavns Byret, hvor to mænd på henholdsvis 21 og 55 år var tiltalt for at have opbevaret i alt 206,4 kg dynamit og to tændsatser under særligt skærpende omstændigheder .

Ved dagens retsmøde erkendte de to tiltalte sig skyldige, og den 21-årige, der har tilknytning til rocker- og bandemiljøet, blev af retten straffet med fem års fængsel, mens den 55-årig fik en dom på fire års fængsel. Begge modtog deres domme.

»Der er tale om en meget stor mængde sprængstof, hvilket selvfølgelig gør sagen alvorlig. De to mænd har tilstået at have opbevaret dynamit og tændsatser, og jeg er tilfreds med de domme, som retten er nået frem til,« siger anklager Stephanie Dahl-Jensen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

De to mænd har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen den 18. april. Her slog efterforskere fra Grænsecenter Øresund (GCØ), der hører under Københavns Politi, til på en adresse i Sundby på Amager. I et skur tilknyttet den ene af de to mænd fandt politiet flere kasser med dynamit samt de to tændsatser. De mange kilo sprængstof var ikke umiddelbart i eksplosionsfare under opbevaringen.

GCØ blev etableret den 1. april 2020 for at imødegå grænseoverskridende kriminalitet på tværs af Øresund. I denne sag er det politiets formodning, at sprængstoffet er kommet til Danmark via Sverige, men de nærmere omstændigheder har ikke kunnet klarlægges.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)