Det skal være sjovt og anderledes at være lærling. Det er grundtanken bag den lærlingeindsats, som både netIP og AB Aluminium i Thy arbejder med. Og strategien virker. Begge virksomheder uddanner ikke bare unge, men også medarbejdere, der har lyst til at blive i virksomhederne. Derfor modtager begge DI Thy/Mors’ PraktikPladsPris 2020.
Ved første øjekast har it-virksomheden netIP og produktionsvirksomheden AB Aluminium ikke meget tilfælles ud over det samme postnummer. Men begge virksomheder har som få knækket koden til, hvordan man tiltrækker, uddanner og fastholder lærlinge.
Derfor modtog begge virksomheder DI Thy/Mors’ PraktikPladsPris 2020 mandag den 24. august ved et arrangement hos AB Aluminium i Thisted. Borgmester Ulla Vestergaard og DI’s regionale formand, Tage Odgaard Nielsen, overrakte priserne.
– Normalt uddeler vi altså kun én pris til en virksomhed, som gør noget særligt på lærlingeområdet. Men her har vi med to virksomheder at gøre, som begge gør et fantastisk arbejde for at skabe nogle rigtig gode forløb for unge mennesker. Det er meget inspirerende, og jeg håber, at flere virksomheder i området og resten af landet vil følge deres eksempel, siger Tage Odgaard Nielsen, formand for DI Thy/Mors.
Hos AB Aluminium har man en såkaldt ”rockkultur”, som indebærer en scene og instrumenter i produktionen, rockkunst på væggene og livemusik i fredagsbaren. Det skaber en helt særlig stemning, som gør det sjovt at gå på arbejde.
– Det må ikke være kedeligt at være i lære hos os. Det skal være et godt sted at være. Ellers kan vi ikke tiltrække de dygtigste lærlinge. Og dem har vi brug for. Også når de engang er udlærte. Så hvorfor ikke bygge det hele op omkring rockmusik? I et rockband er der ingen, der kan undværes. Det er der heller ikke her hos os, siger Hans Buck, indehaver og direktør i AB Aluminium A/S.
Hos netIP handler det også om at skabe et miljø og en kultur, der rummer noget udover det sædvanlige. Eksempelvis har den verdenskendte surfer Casper Steinfath haft alle netIP’s lærlinge i sin varetægt i 24 timer, og der er planlagt lignende arrangementer fremadrettet. Det vægtes også højt, at lærlinge er ligeværdige medarbejdere. De får tekniske og udfordrende opgaver, som passer til dem. De har de samme fordele og det samme udstyr som andre medarbejdere, og de får del i virksomhedens overskudsdeling på lige fod med alle andre.
– Vi er her ikke for sjov, men det må gerne være sjovt at være her. Sådan plejer vi at sige, og det gælder også vores elever. Vi har ingen KPI’er og vi har ingen forudbestemte elevforløb. Vi tager udgangspunkt i den enkelte elev, og ud fra det skaber vi et lærerigt forløb fyldt med fællesskab og aktiviteter. De skal jo blive dygtige, men det er mindst lige så vigtigt, at de bliver glade for at være her, siger Martin Rotbøll, elevansvarlig hos netIP.
Fakta om DI’s PraktikPladsPris
DI Thy/Mors uddeler i 2020 en pris til den virksomhed, der gør en helt særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.
Vinderen findes blandt DI’s 170 medlemsvirksomheder i Thy og på Mors, som alle har haft mulighed for at indstille sig selv eller andre til prisen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)